Anonym, 1700-tallet

Jeg riig og fornem aldrig bliver,

Men hvad behøves det? —

Naar Gud mig Brød og Sundhed giver,

Da er mit Sind saa let;

Jeg synger fuld af Sielefred,

Naar Dagen gryer, naar Sol gaaer ned.

Saa mangen eier Guld i Dynger,

Har Alt i Overflod;

Han glad, som jeg, dog aldrig synger,

Har tykt og trævent Blod.

Han ønsker meer, jo meer han faaer,

Hans Qval til Graven med ham gaaer.

Men os til Fryd det Grønne pryder

Jo Høi og Mark og Skov,

Og Fuglens Qvad i Luften lyder

Til Skabermandens Lov.

Vort Arbeid Lærkens Sang giør fro,

Og Nattergalens Slag vor Roe.

Thi er jeg glad og vel tilmode,

Og takker Himmelen;

Og tænker: han, den Eviggode,

Er vores bedste Ven!

Thi vil jeg stedse glæde mig,

Og leve from og lykkelig!