Hvor findes Jordens Glæder?
Hvo søger dem med rette?
Mon den, som hvæsser Sværdet,
Hvor Krigens Lue blinker,
Glad søger Fiendens Hierte
Iblandt Kartauners Torden!
Og bryster sig saa vældig,
Ifald hans stolte Tinding
Med Laurbær blir omvundet.
Ach nei! De Suk og Hylen,
Den Stønnen udi Døden,
Hans væbnet Arm udpressed’,
Vil ham om Hiertet nage,
Saa længe som han aander;
Og naar da Dødens Time
Ham fra sin Hæder kalder,
Da gruer han for Dommen.
Men den, som mere roelig
Vil søge Navn og Hæder,
Mon han da ei giør bedre,
Ifald han dybt credenzer
I Kongehoffers Forsahl?
I Rangen høit opstiger,
Faaer Stierne, Baand og Nøgle,
Kiør frem med tre Spænd Heste,
Og Kudsk med tykke Snurbart,
Som smælder høit med Svøben?
Ach nei, jeg har hørt sige,
Den helder sig til Bobler,
Hvis Stav er Hoffers Naade!
Misundelse og Avind
Skal følge paa hans Hæle,
Ham Kummer og Kabale
Skal tit berøve Søvnen,
Og Ærgrelse forvæske
Den fede Steg, han spiser.
Og er han eengang kravlet
Heelt op til Ærens Tinding,
Flux kommer der en anden,
Som snedig spænder Krog, og —
Barduus der ligger Manden.
Nu den, som eene Hæder
Vil skaffe sig med Grublen,
Som i den tause Midnat
Hensætter sig ved Lampen;
Og fernt af Folianter,
Af Qvarter og Octaver
En Bog udkompilerer,
Som skal forbause Verden.
Forud hans Sind sig glæder,
Naar han sig forespiller,
Hvorledes Recensenten
Vil arkeviis basune
Hans Roes blandt heele Folket;
At naar han sætter Foden
Kun uden for sit Dørtrin,
Vil baade Mænd og Qvinder
Og fuldbelæste Knøse
Sin Finger flux opløfte
Og pege: der gaaer Manden!
Han nød dog Livets Gode?
Ach nei, jeg har hørt sige,
At den som stedse luder
Med Hov’det over Bogen,
Som eene fandt sin Glæde
I Tungemaal og Gloser,
Og grubler for at skrive,
Er tit heel slem til Mode.
Hans Hierte, det er frossen
Som Isen trindt om Zembla,
Og føler ei den Glæde,
Som ømme Siele skienkes.
Naturens høie Orden
Og frydefulde Scener
Han skuer som i Taage.
For ham er heele Verden
Kun Bog og Recensenter.
Og naar da ei Kritiken
Vil række ham den Hæder,
Han længe vented’ efter;
See, da er der en Jammer,
Da rives Fier af Gaasen,
Og Blæk i Strømme rinder;
Og Skieldsord og Sarkasmer
Strax under Pressen svede;
Og Recensenten, som ei
Sig lader let forbløffe;
Men stiv staaer paa Respekten,
Paa lige Viis han giver
Et toppet Maal tilbage.
Saaledes lever Author
I Kummer og i Feide,
Har aldrig roelig Pulsslag
Af lutter Skrivesyge.
Hvo lever da lyksalig
Paa denne lille Klode?
Kun eene den, hvis Hierte
Slog høit og huld for Dyden,
Hvis eiegode Siel bar
Et Præg af vor Alfader;
Den som med venligt Øie
Henskuer til de Skabte,
Om han med hielpsom Mildhed
Kan lindre deres Vaande,
Hvis runde Haand husvaler
Den usle, tunge Armod,
Og rædder den Fortrykte
Fra den, som ham nedtræder;
Og at jeg ikke længer
Med svage Træk skal pensle
Et Billede paa Dyden;
En Mand, som Suhm, den lærde,
Den lærdeste i Norden,
Den ædle høie lærde.
Saa lever Suhm lyksalig!
Til Løn for sieldne Dyder:
En Pige Ham blev skienket,
Hvis ædle, fromme Hierte
Opblide skal hans Timer,
Naar træt af Oldtids Grandskning
Og lærd og gavnlig Syssel
Til Hendes Barm han iler:
Og naar Hun Ham da kryster
I Sine kieldne Arme,
Og føler, det er Manden,
Som sang saa ømt om Sigrid;
Da vil vi signe Dagen,
Den attende October,
Som glædede den sieldne,
Den store Mand i Norden.