Saa brød dog frem den længe ønskte Dag!
Velkommen Soel, som gaaer min Glut imøde;
Hun reiste, og for mig den hele Verden døde,
Hun kommer, og jeg seer mit Væsen med Behag.
— Men Himmel! er det Skiebnens Lov,
At Ømhed, Dyd skal mod Bekymring stride,
Og maae saa tit dens Qvaler lide,
Naar jordiskt Held er Lastens Rov?
Hvor sødt at kunne giøre Vel!
I Stilhed, uden Gield hensysle Livets Dage;
Lidt efter Evne Deel i Ungdoms Glæder tage;
Ei være Ringheds Ynk, ei heller Høiheds Træl.
Kuns dette Ønske undes mig,
Og saa min Rezia at eie!
Da har jeg meer end Verden kan opveie,
Trods Jordens Gud er lykkelig.
F. af F: L.