Hvi, elskte Ven, kan ej Din Pige,
Trøst til Dit ømme Bryst, Dig sige
Alt hvad hun føler paa den Dag,
Der først Dig vinkede til Livet? —
Dig, som hun har sit Hjerte givet,
Til sidste, sidste Aandedrag.
Dog Du har læst det heelt; Du kjender,
Hvor tro, hvor huldt, hvor varmt det brænder
For Dig, mit Ønske, Haab, mit Alt.
Dig beer jeg Godt, naar Dagen bryder;
Dig, før mit Øje Hvile nyder,
Jeg Held fra Himlen har nedkaldt.
Maa dette sidste Gang dog blive,
Jeg skal Dig paa Din Fest tilskrive,
Imens jeg sukker ved Dit Savn.
O! kom at hente Din Veninde!
Og nøjsom med sin Lod, hun finde
Skal Eden, Bedste! i Din Favn.
Laura.