Dig skjenktes huuslig Glædes skjønne Lod,
En øm, en ædel Mage deler det;
Dit Værd paaskjønnes, Venner elske dig,
Og blide Timer Musen dig tildeler.
O Ven, saa svinde alle dine Aar!
Saa lyse Fred paa alle dine Veje,
At selv som Olding døende du sige:
”O Gud, min Tak, thi jeg var lykkelig!” —
Men røver Døden dig en elsket Viv,
Forlade Venner dig, miskjendes du,
Og lyder vanlig Harpe selv ej meer,
Da mindes du, o Ven, der er en Barm,
Som trofast føler, deler al din Sorg,
Som aldrig, aldrig vil miskjende dig!
H. W. Lundbye.