Raad til en ung Pige
(Efter Lyttleton)
(Efter Lyttleton)
O hør af mig, Belinde! Vennens Raad,
For strænge til at kildre Damers Øre,
Ej smigrende, som henrykt Elskers Pen;
Kun Sandhed; — sjelden sagt af Mænd til Qvinder.
Dog bedst jeg priser dig, naar jeg dig lærer,
Hvad Qvinde-Letsind frygter for at vide.
Min Roes det er: Oprigtighed at vove;
Men din er større; — thi du taaler den.
Haard er den Skjæbne som dit Kjøn maa friste.
Faa sande Venner Qvinden har; — som Fyrsten.
Hver egennyttig nærmer sig til begge.
Ministren, Elskeren kan sjelden troes;
Thi daaredes den Skjønne tidt af Letsind;
Misledtes værst af den, hun troede bedst.
I moeres ved en Drøm om indbildt Vælde;
Og skuffes meest, naar meest I troe at herske.
Hvad er dit Kjøns den første, sidste Iid?
Hvad er dets Hjerte-Fryd? — at være smuk.
Ved Toilettet fængsles hver dets Tanke;
Og Pyntning er dets Møje og dets Lyst.
Her Øje, Haand og Læber gaae i Skole.
Hvert Ansigtstræk har sine lærte Regler.
Og dog hvor Faa har desuagtet lært
Ej at vanzire denne Himlens Gave?
Hvor sjelden kan den stolte Skjønhed røre!
Hvor Mangen — skabt til Elskov — kan ej elskes!
Bevar, o Skjønne! da en ziirlig Ynde
Ej blot i Klædedragt, men og i Sjel!
Søg deri kun din Pryd, og viid at tækkes
Ved yndige Naturs utvungne Lethed!
Hiig ej letsindig efter farligt Vid!
Vær viselig tilfreds med jevn Forstand!
Thi Vittighed, som Viin, beruser Hjernen.
Den svage Qvinde kan ej taale den.
Meer end de Halves Vittighed er indbildt,
Og vee den halve Deel, som har den sande!
Til Kjønnets Rænker — o nedlad dig ej!
Tro ej, at Falskhed er et Tegn til Snille.
For dig Oprigtighed er største Viisdom.
En Qvindes Trædskhed er den Galnes Ondskab.
Vær dydig selv! troe ei, at Andres Skam
Dit Værd kan hæve, pryde kan dit Rygte.
Den Knipske taler haanlig om den Faldne,
Som den forviste Statsmand om Ministren,
Og begge ønske sig dens Plads, de spotte.
Elskværdig, mild og bliid er stedse Dyden,
Skjøn udentil, og indenfor boer Fred.
Den Knipskes Ære er en hæftig Storm,
Er Styghed i sin ræddeligste Dragt,
Og fræk den trodser Mennesker og Guder;
Som grumme Udyr vogte Kæmpens Hule.
Søg kun at vorde god, men aldrig stor!
I Løndom Qvinden altid ædlest virker;
Useet af Mængden hendes Dyd er skjønnest:
Sandt, huusligt Værd flyer for det stærke Lys.
Lad hærdet Mand kun følge Ærens Løb!
Vort Kald det blev i Raad, ved Hof at glimre;
At virke for en faldefærdig Stat;
At trodse Avinds Harm, og vorde store.
Een Iid bør fylde eders kjælne Bryst,
I Livet blev det eders Kald — at elske.
Til dette store Maal I stedse stræbe!
Det udgjør eders Held og eders Roes.
O viis dig aldrig kold, naar varmt du føler!
Forsigtig vælg, men elsk saa — inderlig!
Det snevre Hjerte, som kun halv bortskjenktes,
Ej faaer sin Plads i Elskovs blide Himmel;
Den største Grad er her den sande Sødhed;
Det er en Elskers Dyd, — at overdrive.
Forsmaae den usle Fryd, at volde Smerte!
Troe ei, Erobring giver Ret til Haanhed.
En føje Tid kun varer trodsig Vælde.
Fornærmet Amor søger Hevnens Stund;
Han tager snart det Herredom, han gav,
Og snart Tyrannen vorder da en Træl.
O Held den Pige! hun fortjener Held,
Som gav sin hele Sjel til den, hun elsker,
Er ej forfængelig; — er idel Ømhed;
Ej søger anden Magt, — end meest at tækkes.
Til billig Gjengjæld kan hun vise ham
Uskrømtet Kjærligheds den ædle Varme.
Selv en ustadig Mand hun vilde fængsle;
Erkjendtlig han ei ønskede Forandring.
Men at ej Sorg skal tære Mandens Roe,
Og Glædens spæde Knop skal visne hen,
Da lad Fornuftens Stemme sige det,
Som Lidenskaben gjerne vilde skjule:
At Hymens Baand med Klogskab knyttes skal.
Forgjeves kroner Venus Ægteparret,
Naar Lykken skuer vred til deres Samfund.
Snart Glædens søde Drøm forsvinde skal;
Og mættet Phantasie ej skuffe meer.
De vaagne, for at føle varig Sorg:
Med fælles Taarer skal de Lejet væde.
Den Ømhed, som dem Lindring skulde skjenke,
Forøger kun den bittre Kummers Qvide;
Thi lettere bær den sin egen Sorg,
Som ikke vidste, at den Anden leed.
Dog hellere du taale dydig Smerte,
End sælge dig for Vinding. Ægt dog aldrig
Den Usling, du foragter eller hader,
For Rigdoms eller Højheds tomme Skin!
Iblandt de Faldne er dog den ynkværdigst,
Som ei blev Elskovs Rov, — men Vindesygens.
Her hjelper Kone-Navnets Klang ej stort.
En Pige, givtet saa, fik Skjøgens Lod.
Ved heldigst Valg, naar Himlen gunstig skjenker
En lige Ømhed, og fornøden Lykke;
Tænk ej: at vinde Manden er dig nok.
Lyksalighedens Priis endnu maae vindes.
Tidt sorgløs Viv, til egen Skade, fandt
At Elskeren kan vorde tabt i Manden.
Chariter eene tryllede hans Hjerte.
Ved Dydens Bistand maae de fængsle det.
Din Klogskab give du det skjønne Præg
Af Omsorg for ham, af beængstet Ømhed.
Hver huuslig Pligt lad synes kun at flyde
Af bliid Bekymring for hans Vel og Vee!
Om Husets Scepter han dig overdrager,
Lad, som du tjener ham; — vær stolt deraf!
Det hverdags Samliv giør du ham saa kjært
Ham Elskerinden trylle skal i Konen;
Og rynket Alder skal umærket komme;
Hans Øje seer dig end i al din Skjønhed;
Ja paa din kolde, evig kjære Urne
Hans Ømheds Ild uslukket brænde skal!
Ved disse Raad, Belinde! vilde jeg
Din Yndighed forhøje; og dit Hjerte
Jeg vilde lære alle Elskovs Kunster;
Men tungere det var mig, at betrygge
Mit eget med den Kunst, du alt har inde.
Heel vel du snoer det skjulte Baand, som binde
Den Sjel, du fængslede, med venlig Magt.
Hver bliid Tillokkelse du færdig bruger,
Hvert Haab, som smigrer, og hver Fryd, som tryller.
Dit Snille føler jeg. Af dig jeg modtog
De Regler for at tækkes, som jeg gav dig.
Riber.