Det Sukker, som os Skjæbnen byde,
At gjøre Livets Koldskaal sød;
Den Fedme, som den lader flyde
Paa vore Dages Rullegrød,
Det kan Philosophien være;
Den er at faae hos Mester Kant;
Men fjerne Oldtid til sin Ære,
Den Sødme kun i Ordsprog fandt.
De Gamles Smag er dog den bedste;
Erfarenhed, ej Hjernespind.
De brugte, deres Tid at gjæste,
Ej cathegorisk Pølsespind.
Den Autor havde Guld i Munden,
Der lærte disse sande Ord,
(En Skaal med Livet selv paa Bunden)
Den ene Haand den anden toer.
Hvor viis en Regel er ej denne!
O! glem den aldrig, kjære Ven!
Bed ydmyg nogen dig at tjene;
Din Tid unyttig drives hen;
Men toer den ene Haand den anden,
Da seer du Frugten af den Kunst,
Endog den Hvermands Æsel, Fanden,
Gjør ingen Hoverie omsonst.
I hver en Klemme, hver en Knibe,
Kom altid dette Vink ihu;
Om du til dette Kneb vil gribe,
Af hver en Vaande fries du.
Den Haand, du vil, man dig skal række,
At toe du ej maa være seen.
Lad saa dig ingen Fare skrække;
Du bliver hjulpen, frelst og reen.
Men Kjære, træd i Ægtestanden:
Vogt dig, at du forhaler den.
Toer der den ene Haand den anden,
Saa glider Livet sagte hen.
Naar Parret Mandelklid sig byder,
Da undgaaes alle Lykkens Stød.
De ved en glad Forening nyder
En sukkersvanger Riisengrød.
Men ak! en rusten gammel Pige,
En Ugle af en Pebersvend,
De ville, evig eenlig, sige:
”Hvor haardt, at savne kjærlig Ven!
For mig slet ingen Omsorg drager,
Hvad min Elendighed er stor!
Hos lykkelige Ægtemager
Den eene Haand den anden toer.”
Tode.