Hverken for meget, eller for lidt
Et Par Ord til Lina.
Et Par Ord til Lina.
Naar din Mund ved min jeg finder,
Kysser jeg af Hjertets Grund;
Hastig ved din Rosenmund
Hver en Time mig bortrinder. —
Men jeg dog ej straxen siger,
At Ambrosia opstiger,
Fra din Aande, naar du kysser mig.
Naar dit Øje venligt smiler,
Naar det siger, at jeg er
Evig for dit Hjerte kjær;
Glad jeg til din Favn da iler. —
Men i Himlens Regioner
Da at svæve; Engletoner
Strax at høre, troer jeg just dog ej.
Naar du vranten, vred og bister,
Suurt til hele Verden seer,
Og dig lunefuld beteer,
Bort fra dig jeg da mig lister;
Men jeg blir dog ej tilmode
Som forgik den hele Klode,
Nej, jeg siger blot: den Glut er vred.
Naar de brune Lokker falde
Let paa dine Skuldre ned
Og udbrede Yndighed,
Jeg dig ganske smuk monn’ kalde.
Men man skal dog aldrig høre
At jeg nævner dig Cythere
Man paa Guders Navne spare bør.
Hør, min Lina, hvad jeg siger!
Sande bør du hvert mit Ord:
Troe, at man paa denne Jord
Uden Sværmerie og Smiger
Elske kan af Hjertets Fylde.
Du mig derfor ej beskylde
At jeg ligegyldig mod dig er.
E. H.