Ved
Ved
I, som attraae Danneqvindens Hæder,
I, som føle blide Dyders Værd!
Dette Sted med stille Sorg betræder;
Ak! thi eders Søster hviler her.
Prøvet Viisdom var i hendes Tale;
Thi den fyldte hendes høje Sjæl.
Ikke for med Lærdoms Bram at prale,
Øste hun af Sandheds Kildevæld.
Nej, den Sandhed, som til Dyden leder,
Som os giver Lys og Trøst og Raad,
Og, som danner os til Evigheder;
O! den var i hendes Ord og Daad.
Derfor elskede hun Lysets Fader.
Tro paa ham var hendes faste Borg.
Derfor lød hun denne vise Fader,
Som opdrager os ved Fryd og Sorg.
Paa den Vej, han hende bød at vandre,
Hun med mandigt faste Skridt gik frem;
Stræng mod sig, og engleblid mod Andre,
Hun til fælles Maal fremledte dem.
Derfor var hun alle Godes Glæde,
Derfor nød hun Dydens stille Fred;
Derfor alle Ædles Taarer væde
Denne sande Stores Hvilested.
Ak! hun var! — men evig hendes Minde
Boer hos dem, som hendes Aand forstod.
Det besjæle hver en Danneqvinde,
Til, som hun, at vorde viis og god!
Riber.