Med lette Trin svæve de Faure omkring
ved Cimblers og Strængeleegs Toner,
til højre, til venstre, i Kjede, i Ring
Gaaer yndige Møer og Koner.
Hist valser en Nymphe, i glødende Barm
lumsk Amor oppuster en Lue.
Naar sagte hun trykkes af Elskerens Arm,
forgjæves vil Øjet ham true.
Man svinger sin Donna, man gjør dos a dos,
en smule Figur med de Andre,
i Øjet staaer skrevet: vi elskende To
jevnsides vor Bane vil vandre.
Nu trætte af Valsen, af Svingen og Dands,
ved Bordet vi Bægerne fylde,
der, Issen omvunden Anakreons Krands,
vi Evan og Muserne hylde.
Der drikke vi glade vort Fædrelands Skaal,
naar Held ønskes Daniens Rige,
da qvæder hver Cimbrer, da klang Biarkemaal,
ei Dannemænd Skaalen skal svige.
Og yndige Glutter! vor Jordklodes Fryd!
o fylder vort Glas, som vort Hjerte!
klink hulde Veninder — for Ynde og Dyd!
ej vorde vor Følelse Smerte!
Til Slutning en Bompert for Frihed og Roe,
for broderligt Samfund paa Jorden!
vort Bæger vi tømme med Nordboers Troe,
saa sømmer det Mænd i vort Norden.