Regnbuen
en Fabel.
en Fabel.
Forundrede Bølgerne Regnbuen saae,
Dens stærke og blendende Pragt;
Dens dejlige Fødder paa Havet at staae;
Dens Hvælving mod Himlen udstrakt;
Da hørtes nysgjerrige Hvisken blandt dem;
(Thi Hvisken er Bølgernes Sprog)
Hvoraf den var dannet, hvordan den brød frem,
Og hvorfra den Farverne tog.
En spørger dybsindig, hvad Væsen den har;
En anden, hvor stor er dens Magt?
Og, skjønt man ej eenig i Meeningen var,
Beundred’ dog alle dens Pragt.
„Den vist nok er mere, langt mere, end vi;
„Saa dejlig selv Solen ej er;
„De dybeste Vande den sænker sig i,
„Og Himlen paa Skuldrene bær.„
End mere. De bad til Neptun, som kom op;
„Siig du os; du veed det dog vist;
„Hvad hedder den Gud med den dejlige Krop,
„Som skinner saa blendende hist?„
„En Gud? Nej, I fejle„ var Havgudens Svar,
„Af Vand er den dannet, som I;
„Lidt Regn, som sin blendende Farve kun har
„Af Solen, som straaler deri.„
* * *
Med Ærefrygt Mængden til ham stirrer hen,
Hvis Fortrin bestaaer i hans Stand,
Som var, om man kjendte ham uden for den,
Til Nød kun en maadelig Mand.
Men den, som ej blendes af Titler og Pragt,
Forsikkrer dog stedse, som sandt,
„At end iblandt dem, som er’ fødte til Magt,
„Man dog ikkun Mennesker fandt.„