Vise
den 28. December 1791.
den 28. December 1791.
Jeg kiender en Herre, jeg kiender en Mand,
Som engang var bosat i fremmede Land!
Der pleied’ han Handel ved Nat og ved Dag,
Og Himmelen skued’ hans Dont med Behag.
Han strøg de Pagoder i Bunke paa Bord,
Og smiled’, og meldte saa frydeligt Ord:
„Jeg længe nok stegtes af Asiens Sol:
„Lad stande til Nordens den svalere Pol!“
Saa stei han paa Kiølen til siælandske Strand,
Skiønt selv han var baaren i Teuternes Land;
Men Kongens den Lyngby ham skienked’ en Viv,
Den venneste Favre, han saae i sit Liv.
Nu boer han saa frank i Amalienstad,
Og aagrer med Dyden, og øver den glad:
Han Guldposen rækker til Armodens Kaar,
Og kostelig Salve til Lidendes Saar.
Der eier han Glutter, vel store og smaa;
Saa karske, saa vævre, saa glade de gaae;
Den Fader dem kysser og favner saa tit,
De støie med Gammen, de skiertse saa frit.
De prøve saa mangen et løierligt Spring;
Den Fader sig skutter, og leer ad den Ting;
De lære saa mangen en ypperlig Sag,
Og dette forhøier hans Glæde hver Dag.
Jeg kiender den Herre, jeg siger for sand;
Han eier en Himmel i huuslige Stand:
Gid stedse den Himmel sin Klarhed fornye,
Og skyndelig svinde dens eneste Skye!
B.