Ingen Sang
Til Dorine.
Til Dorine.
Fro jeg kalder mig de svundne Dage,
Og den nydte Salighed tilbage,
Da jeg svømmed’ let paa Livets Strøm,
Lullet ind af Venskabs Drøm.
Ikkun Himles Glæder ligned’ mine,
Da jeg trykked’ først Din Haand, Dorine!
O! da drømte Din beruste Ven,
At Du trykked’ hans igjen.
Venskabs Engel nu sit Smil unddrager:
Vaagen jeg min tabte Drøm beklager
Indtil Gravens dunkle Eensomhed
Indelukker mig til Fred.
Dog, endskjønt forladt jeg mødig vanker,
End mit Hjerte for hver Ædel banker:
Gode Pige, til det stille staaer,
Det for Dig og Dyden slaaer.
Selv miskjendt, endog beskyldt for Kulde,
End det blusser ved Dit Smil, Du Hulde!
Ja, henkastet dybt i Glemsels Favn,
Det velsigne skal Dit Navn.
Derfor hilser jeg Din Dag med Glæde;
Derfor jeg saa gjerne vilde qvæde;
Men kun Venskab før min Muse var:
Pige, nu jeg ingen har.
Tit Din Fødselsdag fra Himlen ile
For at see Dig lykkelig, og smile!
Stille jeg den prise vil igjen;
Ak! men kan ej synge den.