Tit saae mit Øie, smilende Luna, dig
Naar Østens Stierner blegnede ved din Glands,
Naar sølvhornet du daled’
Ned bag Aftenens Purpurskier.
Hver Gang jeg saae dig, smiled du salig Roe
Og Haab og Glæder ned i min stille Barm,
Og den Eviges Mildhed
Straaled’ mod mig i dine Smiil.
O! naar du engang lyser ned paa den Grav
Hvor min Elskte sørgende lagde mig,
Naar de grædende skue
Op mod Himlen og søge Trøst;
Da, blide Luna! smile du og for dem!
Og Jordens Sorger svinde da ved dit Blik!
Og i Midnattens Stilhed
See de glade, at Gud er god!