Epistel
til Rahbek, som Ægtemand.
til Rahbek, som Ægtemand.
Med sund Fornuft, og egen Ville,
Du har da Lænker paa dig faaet;
Nu, Lykke til at kunde skille
Med Adam mellem ondt og godt!
Som een af os du nu er vorden
Selvstændighedens Bud til Trods;
Olymps, Parnassets Søn liig os,
Nu gaaer i Ager her paa Jorden.
Til intet giordes i en Hast
Det Navn, du seent har maat’ erhverve;
Dit Navn af Philosoph saa fast,
Din Viisdomssnak, dans la Minerve,
Og dine Argus Øiekast
Mod andres Svaghed myndig diærve.
Den Tiid er altsaa nu forbi,
Da du alleene endossered’,
Hvad Cancelliet adsignered’
Paa Simon S. & Compagnie.
Da stod du eene frem, som Manden,
Du din, og ingen andens var.
Men nu den Tiid en Ende har,
Du er en andens og en anden.
Om — — nu besalet bliver,
Uoverlagt det at forstaae,
Hvad dog veloverlagt du skriver,
Hvad Mod, hvad Udvei har du saa?
Simonides kan dristig gaae
I Kamp mod Generalstaten;
Men du nu tvende bære maae.
Nei kiære Rahbek! du var galen.
En anden ved et Ægtebaand
Langt mindre Fare skulde løbe;
Men Rahbek! hvor du gav din Haand,
Der maatte være Held at kiøbe.
Du kiender jo den Grund saa vel,
Som Tvivl om Evigheden nærte
Da Sandheden hans Liv begiærte.
I lige Værd, og lige Held,
Jeg spaaer dig samme Tvivlsmaals Væld.
L***g*. H***d.