Ved vildsom Stie, i øde Egne,
Dybt under mos-begroete Steen,
Hvor Rædsler Gravens Fred indhegne,
Der hvile Leonores Been.
Som Lærkens Flugt mod aarle Morgen
Var hendes Ungdom let og froe,
Fra Armod hun bortsmilte Sorgen,
Og Mistvivl skabte hun til Roe.
Men ak! den Bæk, i Vaaren rinder,
Udtørres ved Midsommers Brand,
Kun alt for hastig Vaaren svinder,
Og der, hvor Bækken løb, er Sand.
I landlig Dal, blandt Fredens Hytter,
Omringet af Natur og Held,
Hvor Uskyld Livets Roe beskytter,
Der leved’ Don Emanuel.
Hans Siæl var blid som Tagos Bølge,
Der gleed forbi hans stille Borg,
Og skiøn, som Biergene, der dølge
Hiint Glædens Hiem for Verdens Sorg.
Ømt lindrede han Usles Smerte,
Han var Elendighedens Ven,
Thi meer end Guldet gav hans Hierte,
En kiærlig Taare gav han den.
En Datter var hans Haab, hans Glæde,
Lenore var hans Alders Trøst,
I Dyds og Uskylds Blomsterkiæde
Hengleed hans Dages skiønne Høst.
Her saae han Livets svundne Dage,
Dets Glæder og dets Lidelser,
Med Rolighed han saae tilbage,
Med Viisdom veied’ deres Værd.
Ved Foden af de stille Høie
I Aftenrødens Purpurskiær
Forglemmende hver jordisk Møie
Han følte glad Naturens Værd.
Med Tanken til den Evighøie,
Med stille Tak han reiste sig,
Da stod en Yngling for hans Øie
Nedbøiet og ulykkelig.
Kun enkelt paa de blege Kinder
En kold, en bitter Taare randt;
Ak! uden Lindring Taaren rinder
For den, som ingen Venner fandt!
”I hvo Du er, o stands Din Smerte!”
Den ædle Oldings Tale lød,
”Den Kummer, vore Ønsker nærte,
Forsvinder i Naturens Skiød.
Kom, følg mig til hiin stille Bolig,
Deel mine lykkelige Kaar,
I Venskabs Arme tryg og rolig,
Du glemme byrdefulde Aar!”
De Nag, et haabløst Hierte saare,
Forsvandt en natlig Taage liig,
Og i en ædel, stille Taare
Den klare Maane speilte sig.
I Stilhed Veien de betræde
Til Dydens fredelige Hiem,
Hvor den Forladte tidt fandt Glæde
Og Venner, og velsigned’ dem.
Men blyetung, giftig, stille Kummer
Ad Livets Stie sig sniger hen,
Og mørk og kold, som Gravens Slummer,
Er uden Liv og Fryd som den.
Tavs sad Diego, Smerten lagde
Sin tunge Byrde paa hans Aand,
”O klag og haab!” med Ømhed sagde
Hans Ven, og trykkede hans Haand.
Det Fredens Smiil, hvormed han talte,
Den Veemod i hans Datters Blik
Diego kiærligen husvalte,
Han klaged’, Trøst hans Hierte fik.
”Ukiendt af ham, jeg skylder Livet,
Min Ungdom blev min Glædes Grav,
Kun Eet mig blev af Himlen givet,
En kiærlig Moder den mig gav.”
Hun dannede mit unge Hierte,
Mig hendes Minde helligt er,
Naar som en Engel hun mig lærte,
At ære Dydens høie Værd.
O da, da under Lindens Skygge
Jeg med et roligt Hierte sad,
Og uden Higen efter Lykke
Var stedse lykkelig og glad!
Jeg Engens skiønne Blomster plukked’,
Og hvilte modig i dens Skiød,
Naar Træthed da mit Øie lukked’,
Jeg Søvnens heele Vellyst nød. —
Men lynsnar Jordens Fryd bortiler
Og sielden Dødens Søn er froe,
Vel den, hvis Støv i Graven hviler,
Vel den, thi han har fundet Roe!
Vel dig, o Moder, thi din Slummer
Som Barnets blid og rolig er!
Vel dig, thi Dødeligheds Kummer
En Høst af evig Glæde bær! —
Hun er ei meer. — Forladt og øde
Blev fordum elskte, glade Egn,
Kun eensomt mine Klager løde
Ved hendes Gravhøis mørke Hegn.
Da længtes efter Trøst mit Hierte,
I udeelt Sorg mit Liv svandt hen,
O, glad jeg fandt, hvad jeg begiærte,
En Ordensbroder blev min Ven.
Men ak, jeg hørte Rygter lyde,
Om voldsom Krig og Had og Mord,
Og Christnes, Maurers Blod at flyde,
Og Udaad give Navn af Stor.
Tidt rørt jeg udbrød ved hans Side:
”Alfader, Fredens Styrer vær!
Skal Jordens svage Sønner lide,
Og hade kun for Meeninger?”
Hans List udforsked’ mine Tanker,
For Kiætter han anklaged’ mig,
Jeg med et fremmed Navn omvanker,
Mit Hiem tilrane Klostre sig.
Ukiendt jeg skal mit Liv hensukke,
Mit Hierte ingen deele vil,
Og ingen trofast Ven skal lukke
Engang mit brustne Øie til!” —
Han saae det taareblændte Øie,
Med Tak sig hævede hans Bryst.
For den, som Lidelser nedbøie,
I Smertens Stund ei Ord er Trøst.
Her lindredes Diegos Smerte,
Glad nød han her sin Ungdoms Vaar,
Tilfreds og uden Sorg hans Hierte
Erindred’ sig de svundne Aar.
Men uvant Ild hans Barm antændte,
Og Leonore blev hans Alt,
Ei Roe i Eensomhed han kiendte,
Hver hendes Ynde blev fremkaldt.
Snart tyer han til de stille Skove,
Blid Tungsind er han nedsænkt i,
Snart stirrer han paa fraadfuld Vove
Med Elskovs heele Sværmerie.
I Leonores ømme Hierte
En bange Uroe herskede,
Kun Tanken om Diego nærte
Hver Drøm med ukiendt Følelse.
Han streed, lod bittre Taarer flyde
Engang ved Morgenrødens Grye:
”Kun Armod kan jeg dig tilbyde,
Nei, evig Elskte, jeg vil flye!”
Hans Klage, som ei uhørt lyder,
Opflammer Leonores Aand,
”O Ædle!” fyrig hun udbryder,
Og rækker blussende sin Haand,
”Du flyer? — lad Haabet atter smile, —
Din Leonore elsker dig! —
Kom, til min Fader vil vi ile,
Som Søn han giør dig lykkelig!”
Diego idel Fryd paa Jorden
Kun øiner, glemmer, hvad han leed. —
Natur, din rædselfulde Torden
Forskiønner selv din Herlighed! —
De for Emanuel fremtræde,
”O Børn,” den Fromme svarede,
”Jeg Eders Elskov saae med Glæde,
Modtager min Velsignelse!”
Hans Øie fælded Veemods Taarer,
”Min Laura, o jeg savner dig!
Du flyede, Krigens vilde Daarer
Dig og en Søn har røvet mig!”
”Gud! Laura og en Søn! — De flyede?”
Gientog Diego blegnende!
”Ja, elskte Børn, ei skal jeg nyde
Den Glæde meere dem at see:
Vor stille Borg i Cintras Dale
Blev ødelagt af Maurers Hær,
Min bittre Qval ei Ord kan male, —
Kun Leonore reddet er!” —
”Jeg er din Søn, mit Tab din Datter,
Ja, Død, dit stolte Vink jeg seer!” —
Han styrter ud, vild er hans Latter,
Og ingen fandt Diego meer.
Endnu de Egnens Medynk vække,
End viser man den øde Borg,
End sees Ruiner, som bedække
De lidende og deres Sorg.
Ved vildsom Stie, i øde Egne,
Dybt under mos-begroete Steen,
Hvor Rædsler Gravens Fred indhegne,
Der hvile Leonores Been.
H. W. Lundbye.