Kalliope
→
Digtere
→
Johannes Ewald
→
Førstelinjer
Johannes Ewald
(1743–81)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Almagts Ord, du store Anker
B
Bag Zembla er et Bierg af Sølv, som stiger
Bland Muse, bland din Graad med Arabelles Taarer!
Bort vilde Latter! — Kiendetegn paa Daarer
Brød vel Apoll sin Daphnes spæde Græne
Brødre, hvi er den Glands? — Seer I det herlige
D
Da Glædens Soel stoed høyest over Norden
Den Aand, for hvilke Dødelige blegne
Din Afkom elskte Laug skal see
Din Fryd, o Nord! stadfæstes fra det Høye
E
Ei Glædes Raab af Kampens grumme Helte
En Bonde seer fra Ploven
En Edder-Fugl var haardt i Klemme
En Esel vant til Byrder og Slag
En Søemand, med et modigt Bryst
En Versemager oversatte
Er det kun Lyst som viise glædes ved
F
Fryd, som Dydige kun smage
Før Kunsten kom var Pragt og Orden
G
Giem Steen — Giem Præget af vort Bryst
H
Held dig, nyeskabte Aar, som nu saa blid fremstiger
Hellige, Hellige, Hellige Gud
Henrykt, troe mig, o Efterslegt! henrykt
Her hviiler Madam Godike
Her ligger Claus
Her traf han mig — Her i mit fulde Hierte
Hold paa dit Nu, min Siæl!
Hun falmede, og mat og nu afmægtig
Hvad er Dig kierest, lille Pige?
Hvis var den tunge, velsignende Haand, som berørte mit Øye
Hvo kan opholde Ormens Liv
Hvo styrer nu mit bange Trin?
Hvor Zephyr hvislende blant tet begroede Eger
Hvorhen? — Fortvivlede, hvorhen? —
Høystærede Herre! udvalgteste Ven!
I
I kiølende Skygger
I Nattens fredelige Skygge
Indhyllet i mig Selv og taus og Mørk som du
Indsvøbt i al sin Skræk og vred, og vild
J
Ja stræng var Gud, og vreed var Himmelen
K
Klogskab, skaan en følsom Daare
Kong Christjan stoed ved høien Mast
Korset, som den strænge Fader
L
Lad Helten reise stolte Pyramider
Liden Gunver vandrer som helst i Qveld
Lyksalig Den, som langt fra Verdens Larm
Lær mig
M
Med ømme Mødres stolte Glæde
Min Bendsen naar Englernes Ild
Min Sang er skurrende — og længe
Mon den, som knæler for den Høye
Mon Støv kan følge med den Høye
N
Naturen smilte — See! — dens Haardhed smelter
Ned fra Finlands nøgne Skjær
Nu smiler Solen stolt bag aabne Himle
Naar Dyden høy og glimrende og prægtig
Naar Landets Børn, Du evig Viise
Naar Syd-Vinden kuler
O
O du, hvis stærke Flammer drive
O du, hvis Vink fremkaldte Myriader
O du min Ungdoms troe Veyleder
O du mit Intets troe Veninde
O du som henrykt seer vor Fryd
O Du, som aabner nu mit Øie
O! forskaan mig, viise Daare
O Nat! — Nu seer jeg Dig! — nu seer jeg Intet!
O Nat, da ey et Gran gav Gjenskin af den Høye!
O siig mig, du, som med afmægtig Klage
O Skræk! hvad seer jeg? — den Mægtige i Norden
O! Viisdoms Dyb! hvori Cheruber svimle
Og dig bør Tiden lære os at frygte
Opfordrer jeg min Sangerinde
Ord eller Lyd — som Babels Virvelvinde
R
Reen og ukunstled er den Fryd
S
See her hvad Aand, hvad Ild, i hver en Mine
See! Soelen bryder frem, vor Sorrig er forsvunden
Siig, du nedfaldne, spæde, afmægtige
Skiul din Straale! — Skaan mit Hierte
Skjønt Himlen taug og Dagens Hersker smiilte
Skue Nord og nyd
Solen flygter, Taarer skiule
Som Snee bortsmelter Støvets Dage
Som Venskab, saa din Saft, du ædle Mokka Frugt
Stor er den — Giennem Himlene
Stort er Dit Navn, Du Cimbrernes Veninde
Svulmende Vellyst, du som mit Bryst af Leer
Sværdets Hvinen og Skraldet af Skiolde
Syng kunstled og urørt om Lykkens Gaver
Sænk, Viisdom, sænk din Glands herned
T
Thoren, wie lange verfolgt ihr den Barden?
Tre Ting — o skiærp mit Syn, Kalliope
Troe mig, Damon: Vor Siel har sit bestemte Maal
Træt er min Siel — — forfulgt af Frygtens blege Skygger
U
Udrust dig, Helt fra Golgotha!
V
Valfader saae sin fromme Balder
Velkomne Dag! — og stor blant Nordens Dage!
Vor Harpe er bleven til Sorrig, og vor Orgel til grædendes Lyd
Vær høy min Graad! — for Himlen vil jeg klage! —