Johannes Ewald (1743–81)

Ned fra Finlands nøgne Skjær,

    Stiger Vinteren ukaldet,

    Zittrende og grim og skaldet,

Kold og bleg, paa Næsen nær —

Knarvuren knurrer han og brummer

    Langs med Doffres mørke Ryg —

    Væmmelig i Sang, og Styg,

Naar han stønnende forstummer —

Mosens kniprende Tyran

    Fandt hans Toner altfor hæse —

    Vildgjæs, som dog selv kun hvæse —

Selv Kivith mishager han —

Droslen flyer fra fulde Rønner —

    Svalen stum — men fiin i Smag,

    Flyer fra det bekjendte Tag;

Naar den hører, at han stønner —

Skræk for Skovens Harmonie! —

    I kun sørgelige Fugle —

    Heyre, Krage, Ravn og Ugle

Stemmer melancholisk i —

Kun de tørre Granner knage —

    Kun en enkelt Ulv en Bjørn,

    Tude ned mod Dalens Børn,

At indbyde dem til Klage —

Jorden synes bag sit Sløer,

    Stiv og dorsk og grim af Alder —

    Løvet bruunes, krummes, falder —

Græsset guulnes, helder, døer —

Søen hvidnes, hærdes, fryser, —

    Bække sagtnes, standse, staae —

    Er det vel at undre paa,

Om min stakkels Muse gyser? —