Mon den, som knæler for den Høye
Fornemmer Lyd af Skabningen? —
Seer han vor Jord? — og veed hans Øye,
Om Nattens Vinger skjule den.
Mon Mulm, som Støvet Gyser ved,
Kan naae den høye Sjæl, som roelig,
Seer ned imod sin faldne Boelig,
Fra Cherubimers Evighed —
Ney Kinast, Ney! — I Livets Strømme,
Som rev dig bort — i Lysets Hav,
Hvor Herlighedens Soele svømme
Rundt om din Aands bundløse Grav —
I Rigdoms Dyb — I Naadens Skjød,
Kan Smertens Skygger ey opdages —
Du veedst ey, at dit Støv beklages,
Du seer kun Livet i dets Død —
Din Sjæl, som Glædens Chor alt lærte
Sin underlige Harmonie
Dit varme fulde store Hjerte,
Udbrede Himlene sig i —
Hvad er din tabte Tid? — Det Gran —
I hine Svælg hvor du tilbeder —
Det Blink i Almagts Evigheder —
Det Stænk i Naadens Ocean?
Mon Støvets Sysler — mon dets Glæder
De Veyrlys, som det smiiler ved,
Og mon den Dunst, hvorved det græder
Bemærkes i din Salighed —
Mon disse Klager naae til dig? —
O Salige? — Mon du fornemmer
Vort Suk blant Himlens Høye Stemmer,
Og blant Udvalgtes Fryde-Skrig —
Ney! — ak men vi hvis bundne Tanker
Kun flaggre lavt omkring vort Leer
Hvis Sjæl indklemt i snevre Skranker,
Kun fatter, hvad vort Øye seer. —
Vi see kun usle Levninger,
Af Kinast — af vor Ven — vor Lærer —
Det Muld som Tiden snart fortærer
Og føle dens Forstyrrelser —
Hvor dybt — hvor grundløs dybt, du Høye,
Nedsank din stolte Lignelse —
Hvor mat! — hvor mørkt er nu det Øye,
Hvori din Godhed straalede! —
Er det den Mand, som var din Lyst? —
O hvem begriber, at den Gode,
At Gud, at Aanders Fader boede
I dette, kolde, tause Bryst —
Og disse Øyne som tilsmiilte
Vort Hjerte Glæde, Haab og Mod! —
Og dette Bryst, hvorved vi hviilte,
Og denne Haand, hvorved vi stod —
O Tanke hvor ydmyger du! —
Hvor billigt er det om vi græde! —
Og disse Træk, som var vor Glæde,
Skal Ormene fortære nu! —
Og skjønt du selv varst mæt af Dage,
Og skjønt din Isses Krands var hvid,
See vi umættede tilbage,
Til din forsvundne Leve-Tid
Ak en som du — en troefast Ven —
En kjærlig Fader, og en Hyrde
Som stærk og villig bar sin Byrde —
Kan vi for sildig tabe den
Hviil sødt! — hviil æret, skjult og roelig,
O elskte Støv! — Indtil din Gud,
Igjen fornyer dig til sin Boelig
Ved hans Barmhjertigheders Bud
Men vort taknemmelige Bryst
Skal gjemme paa dit Eftermæle,
Indtil og vore frelste Sjæle,
Bortrykkes i en Strøm af Lyst —