Da Glædens Soel stoed høyest over Norden,
Og Sorrigs mindste Skygger selv forsvandt,
Opkom en Skye, som truede med Torden. —
Suk, Taarers Forbud, angestfulde Bønner
Blev hørt fra Cimbrer — Nordens glade Sønner
Holdt op at skiule Frygten, som de fandt.
Ney! — Jorden har ey uforbittret Glæde,
Naar Danske selv tør neppe smiile trygt. —
»Op, du som leer, bereed dig til at græde! —
»Og du o Syn, som ellers aldrig vilde
»See bort fra CHRISTIAN og fra MATHILDE,
»See til din FRIDERICH og skiælv af Frygt. —
Saa raabte Rygtet; og det bange Hierte
Forsøgte tit at sønderslaae mit Bryst.
Da saae jeg op til Nordens Fryd med Smerte. —
Med Taarer stræbte Øyet at forsvare
Sig for at see den ædle Prinds i Fare,
Som det saa tit betragtede med Lyst. —
»Machaons Kunst, som grundes paa vor Jammer,
»Og stedse stiger ved Naturens Fald,
»Pod intet giftigt i saa ædle Stammer! —
»Mon Rosen, som selv Ormen ikke skader,
»Fordærves af sin ømme Pleye-Fader? —
»Vent dog o Konst paa Guds og Tidens Kald.«
Saa skreg den blinde Frygt-men Konstens Fædre,
Som Viisdom hærder mod utidig Graad,
Bevægtes ey; thi de forstoed det bedre,
Og Helten selv af lige Viisdom hærdet,
Modtog det Onde villig, uforfærdet,
I Haab til Gud, sin Dyd, og Lægens Raad. —
»Du fører Cæsar, frygt ey Storm og Torden,«
Saa raabte Helten midt i Dødens Gab,
Og følte, at han var en Gud paa Jorden,
Det Mod er stort, men saligt det, som bygger
Paa Troens Klipper meer end Ærens Skygger,
Det først har Grund, hiint er kun Lidenskab.
Saa stod din største Tillid til den Høye,
Min FRIDERICH — Din Trøst var Himmelen.
Og han som holder steds’ aarvaagent Øye
Med Konger og med ædle Konge-Sønner,
Saae til din Dyd, og hørte Nordens Bønner,
Og skiænkte os og Jorden dig igien.
Vor Glædes Soel har tørret Taare-Floder,
Og Fryd har kronet bange Cimbrers Bøn.
Lyksaligt Land! — Og lykkelige Moder,
Som atter glad og meere rolig nyder
Løn for sin store Søns og sine Dyder,
Som længe skal omfavne slig en Søn.
Saa kron da selv, Almægtige, vor Glæde,
Med varig Tilvæxt og Bestandighed,
Knyt Fryd til FREDRICHS Aar med Skiæbnens Kiæde,
Byd JULIANE aldrig fælde Taarer,
Og selv ey see det Slag, som, skiønt det saarer,
Dog først en evig Krone vindes ved.