Johannes Ewald

Philet en Fortælning

Die Götter, die jetzt lachend mit euch ziehen

Bereuen iht geschencktes Glück. —

Ramler.

Elhøy, den 16. September. 1770

»Træt er min Siel — — forfulgt af Frygtens blege Skygger,

Sank den tilsidst ved dig,

Du steile Muur, som bange Kummer bygger

Imellem Haab og sig. —

See! — standser ei min Graad? — mit følesløse Hierte

Slaaer ordentlig og svagt —

Stivt seer mit Øie Trudsler, Trøst og Smerte

Med lige stor Foragt. —

Lad Dyder Haand i Haand og zittrende og blege

Gaae mit Paulun forbi! —

Lad kaade Fauner og Sirener lege

I heslig Harmonie! —

Lad Slangen hvisle Søvn og lad Orcanen brøle! —

Mon jeg fornemmer det? —

Jeg! — som forhærdet neppe meer kan føle

Mit eget Aandedræt!« —

Saa var det, at Philet bedrog sig — thi hans Klage,

Og Taaren kom igien;

Og dobbelt strærk kom Smerten snart tilbage

Til Dydens ømme Ven. —

Philet var stor blant dem, som føde sig med Taarer,

Som skiælve for at lee,

Som see kun Jammer, lasterhafte Daarer,

Og Ulyksalige. —

»Ak!« — raabte han igien — »hvor er da varig Glæde?« —

Hvor er Lyksalighed? —

Hvor er en Ting, som Dyder ei begræde,

Og ikke blues ved? —

Ophøi Dig, Du hvis Siel er nøisom, god og roelig,

Og kald Dig lykkelig! —

Ha! — viid! — den luurer bag Din trygge Boelig,

Som skal forstyrre Dig.« —

Her overiilte Harm den fromme Sangerinde. —

»Vaagn af din onde Drøm,

Forvovne«! — raabte hun — »At Sandhed vinde,

Kom! — Følg mig, see og døm!« —

En Kreds — — — Men Iris laan mig Farver til en Scene,

I hvilken Smertens Ven

Forglemte sig! — Laan mig din Ild, Camoene,

At jeg maae skildre den! —

En Kreds af sølvgraae Mænd fandt en ærværdig Hvile,

Hist, hvor vor glade Tid

Har seet Naturen saa fortroelig smile

Mod Viisdom Konst og Flid —

Hvor Elhøy reiser sig, og stolt og venlig byder

Den trette Vandringsmand,

At undre sig paa hvert et Træ, som pryder

Det nyelig skabte Land;

Der laae de — reene Smiil brød frem af hvert et Øie,

At stride mod Philet;

Og tvang hans Suk, og syntes at fornøie,

Blot ved at blive seet. —

Thi Elhøys Top er ei saa smuk, naar Solen daler,

Og venlig kysser den;

Som Nøisomhed og Sielens Hvile maler

Hvert Træk af Alderen. —

Langt borte hylede Bacchantens vilde Glæde,

Og langt fra dette Sted

Skreg Overmod, — men Viisdom var tilstede,

Og tryg Fortroelighed. —

Og du, de Viises Steen, som alle Daarer søge,

Ved Vold og Sviig og Konst;

Snart under Trældoms Aag, snart ved at spøge,

Og alletid omsonst;

Lyksalighed! — din Glands nedlod sig at besiele

Et kun uskyldigt Folk;

Hvis jævne Træk, hvis uafmaalte Mæle

Var nøgne Dyders Tolk. —

En kaldte smilende sin Ungdoms Sveed tilbage,

Og syntes ung igien. —

En anden saae til sine sidste Dage,

Og priiste Skaberen. —

En sang sin Helbreds Lov — En viiste stolte Mærker

Af et arbeidsomt Liv —

En fandt i Konst — En i Naturens Værker

Et værdigt Tidsfordriv. —

Snart taug den hele Kreds, imedens en forklarte,

Besielt af himmelsk Fryd,

Hvor naadig Gud i Nødens Tid bevarte

Ham eller og hans Dyd.-

Snart slog man Haand i Haand forundret ved at høre,

Hvor farlig Krigen er;

Hvor meget ont dog Mennesker kan giøre

Mod andre Mennesker. —

Snart saae man halv med Frygt til hine Trængsels Dage,

Og man bespurgte sig,

Om Trældom ei kan kaldes Lande-Plage,

Saavelsom Pest og Krig? —

Saa kom et Glædes-Raab — »O lykkelige Tider,

Hvori vi leve nu! —

O Gud!« — saa rabte man — »Gud, som omsider

Kom sine Børn ihu!« —

»Hist« — stammer een, som taus alt længe havde peget —

»Hist bag ved Stakkene,

Opreiser jeg mit Huus — det er mit eget,

Alt, hvad i der kan see.« —

»Hist« — er en andens Svar, og af de blege Kinder

Sneg sig en Taare ned —

»Hist boer min Søn — min elskte Søn, og finder

Sit Leve-Brød i Fred.« —

»Gud« — raabte man igien — »det Godes Giver høre

Vor Bøn, og lønne Dig,

Du store Mand, hvis Lyst det var at giøre,

Vor Stand saa lykkelig!« —

Saaledes kom Natur, Uskyldighed og Glæde,

Usøgt til hvert et Bryst,

Og hver en Mund — I en usynlig Kiæde

Hang Lyst ved andet Lyst —

Men rundt omkring dem loe Naturen — Stolt udbreder

Den her sit Seiers-Tegn,

Sin Rigdom; og dens unge Herligheder,

Groe stærkt i Elhøys Egn —

Lad andre synge dig, guddommelige Orden,

Dig altings Skabere,

Som her frembyder hver en Skat i Jorden

Til de Lyksalige! —

Den Viise forske blant de skiulte Drive-Fiære,

Som bragte dig i Gang,

Arbeidsomhed! — og synge dig til Ære

En oeconomisk Sang! —

Thi Vellyst bandt min Siel til hine grønne Høie —

Vær mig et helligt Sted,

O Plet, hvorfra Philets henrykte Øie

Fandt Jordens Herlighed! —

Et rudret grønt med Guld igiennemvirket Teppe,

Som jævnt udstrakte sig,

Bar dig, Naturens Skat — det syntes neppe

At kunde bære dig —

O Frugt, og anden Frugt, og hver med Forskiel prægtig,

Som holdt og fordrede

Den hele Siel! — O Skabning, som almægtig

Omstøber Hierterne! —

Snart vandrede Philets umættelige Øie

Langs med en kroned Rad,

Af Skovens unge Børn, som velig bøie

Sig sammen — Blad til Blad. —

Snart trængte sig et Lys, forbi den tette Skygge,

Og pegte myndig paa

En talrig Hiord, som pustende og trygge,

Og dybt i Kløvret laae. —

Her sneg sig et Christal, forfulgt af Solens Straaler,

Bag ved et Bierg af Høe;

Og hist forsøgte Liljer og Violer

At skygge for en Søe. —

Her stod endnu og hist endnu en enkelt Trave,

Ei for sin Ringhed glemt

Af Eieren, som sildig først kan have

Sin store Forraad giemt;

Men til et Vidnesbyrd for dig halvgyldne Slette,

Som synes nu saa bar,

Gav Hændelsen Philet det Vink at giette,

Hvor stor din Rigdom var.

Dog agter han det ei; Thi bag ved Sletten leger

En Flok af kaade Lam,

Rundt om sin Væder, som forgieves bræger,

At den skal følge ham. —

Nu triple de — hvor hist den tynde Rød opstiger,

Hist under Skyggerne

Veilede de Philet, som henrykt sniger

Sig med de Skiertsende. —

Dog glemmer han dem snart — En net, ukunstled Boelig,

Beqvem og vel forseet

Med Alt, og varig bygt, og reen og roeligt,

Henrykker nu Philet. —

Her saae han Nøisomhed hos Velstand — Flid og Orden,

Hos dydigt Tidsfordriv —

Og dig o Fred — »O!« — skreg han — »har da Jorden

Et saa lyksaligt Liv?« —

Alt trak den mørke Skye sig langsomt fra hans Øie,

Som stivt og aldrig met

Forfulgte hver en Skiønhed, som den Høie

Tilbyder Mennesket. —

Han fløi fra Gaard til Gaard, som her adspredte dele

Opmærksomhed og Lyst —

Snart kom et Hegn, en Lund, og snart det Hele,

Tilbage til hans Bryst. —

»Nei« — raabte han tilsidt — »Nei, lykkelige Gamle,

I, som en Drøm, maaskee,

Her — og just her? — i Dag har vildet samle

Til min Forvirrelse! —

Jeg veed — Jeg føler det, at Jordens største Glæde

Er Ufuldkommenhed. —

Tilstaaer mig, hvad det er, som I begræde,

Og hvad i skielve ved«! —

»Vi? — — —« svarte man — og en, udmærket ved sin Alder,

Begyndte strax igien:

»Glemt er det Ord, som du tilbage kalder,

Du Smertens mørke Ven. —

Tre Vintre var det nu — Da saaede vi med Smerte,

Og høstede med Graad —

Da skalv vi — Frygt tillukte selv vort Hierte,

For Haab og Hielp og Raad. —

Thi Trældom var vort Liv, og Tidsler var vor Ager,

Og selv Velsignelsen

Forsvandt som Dug — Vi skreg — og vore Klager

Fandt ingen mægtig Ven.

Men hist! — det store Huus — der — tæt ved hine Rader

Af Træer — der boer en Mand —

O Gud! — og hvilken! — Armods Ven og Fader,

Skiønt af saa høi en Stand! —

Han — see min Taare nu! — han er, som alle sige,

Og, som vi let kan see,

Saa stor, — saa vigtig for det hele Rige,

Som her for Bønderne —

Først, ypperst, viisest og oprigtigst i at raade

Til Landets Gavn og Lyst;

Og stor i Guds og i Monarkens Naade,

Og i de Danskes Bryst. —

Ei Pragt — Ei Ærens Tegn forblinde mig — Desværre,

De pryde faae, som Ham. —

Thi ak! hvor mangen vel saa prægtig Herre

Giør sine Klæder Skam! —

Dog Magt at giøre vel, som Himlen her forener

Med Lyst — er, som jeg troer,

Saa vigtig, at den Beste først fortiener

Ved den at kaldes Stor. —

Men elskte Billede! — hvorhen? — hvor langt bortriver

Du dog min hele Siel? —

Hvad er min Roes? — Ak! — dens Undskyldning bliver,

At jeg har meent den vel.« —

Her taug den sølvgraae Mand, og saae sig om at nyde

De andres tause ja —

Og fandt den Tanke, da han saae det flyde,

Som han begyndte fra. —

»Troe mig, o Fremmede, den Graad du seer er Glæde«! —

Saa brød han ud igien —

»Af Nød og Sorrig kan vel ingen græde,

Som har saa stor en Ven. —

Thi taalte han det? — Han! — som neppe saae vor Klage

I vort tillukte Bryst;

Og dog halv trakte os til bedre Dage,

Og tvang os til vor Lyst. —

Viid, at det Land du seer var fordum vilt og øde,

Endnu halv skiult i Vand —

Hin store Strækning med den rige Grøde,

Var Kiær og Mus og Sand. —

Uorden, vor Tyran, opslugte Sæd og Møie —

Og, hvad den levnede,

Var andre nok, som med et graadigt Øie

Alt aad i Tankerne. —

Alt Mod — alt Haab forsvandt — Thi om og en utretted

I Flid var Bien lig;

Da gik det ham, som den, der bliver mætted,

Men samler ei for sig. —

Den søde Pligt, som man saa sielden overgiver,

Den græd — den skialv vi ved. —

»Din Arv, min Søn« — saa skreeg vi — »ak! — den blier

Vor Ulyksalighed.« —

Men hist oprandt vor Soel — hvor god og viis og mægtig

Kom han vor Nød ihu! —

Dag, da vi saae ham først! — hvor glimrende! — hvor prægtig —

Hvor hellig er ei du! —

Thi med en vældig Arm omdannede han Jorden,

Og trak dens Skatte frem,

Og Væld af meer — og satte varig Orden

Til at indhegne dem —

Nu saae han smilende vor Glædes Grundvold færdig,

Og saae sig lykkelig. —

Endog i det sin store Skaber værdig,

Som skaber ei for sig. —

»Beboer den,« sagde han, »og eier den og nyder

Dens Frugt i varig Fred! —

Og Godhed giv, at eders Afkom fryder

Sig ved dens Herlighed!« —

Saaledes, skumle Nat forsvandt du fra vort Øie! —

Vi see fra denne Tid

Kun Haab, som steds’ velsignes af den Høie,

Og aldrig skuffet Flid. —

Nu glæde vi os ved, langt fra, som før at grue

For Efterkommere,

Som Mangel ei, og Trældom ei tør true

I slig Beskiermelse. —

Hist boer den store Mand, som vil og kan beskytte

Vor Velstand og vor Fred. —

Han er det! — Han! — Vor Grundvold og vor Stytte! —

Hvad skal vi skielve ved?« —

»Ja!« — skreg Philet — som taus alt længe havde grundet,

Halv glad, halv skamfuld her —

»Der er Lyksalighed — Ja — Du har vundet,

Drøm, eller hvad du er! —

Jeg kiender ham — Vor Smags — de bedre Sæders Fader,

At i hans Naboe-Lav

Er ingen Torn, og ingen Urt, som skader,

Og ingen aaben Grav.« —

Nu overlod han sig til hele Kredsens Glæde —

»Bort« — smiilte han — »med dig! —

Bort Heracliters Grille! — bør jeg græde,

Hvor en er lykkelig? —

Men hist! — hvo kiender den, som iler hist og stønner,

Og tit slaaer Haand i Haand? —

Han græder — er det en af Landets Sønner? —

O Glæde styrk min Aand! —

Damoet! — — hvad er din Graad?« — — men ak, og ak vor Fader,

Var alt det Svar man fik —

Nu kom han — »Ak — vor Græve — Han — forlader« — — —

Og Røst og Sands forgik. —

Taus, som en Findlandsk Nat, og mørk blev Glædens Scene —

Nu kom et hylende —

Nu flyede den bestyrtede Camoene,

At skiule Taarene. —

»Hvad?« — skreg Philet — »o Haab! — Dit sidste Glimt forsvinder! —

Mon jeg begræder det? —

Jeg! — som afmægtig neppe mere finder

Mit svage Aande-Dret!« —