Johannes Ewald (1743–81)

Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav

Taarer ved den fordum Høiædle og Velbyrdige, nu hos Gud Salige, Divisions Qvarteer-Mester Herr Frederik von Arnsbachs Grav. Af Hans bedrøvede Ven Johannes Ewald.

Her traf han mig — Her i mit fulde Hierte
    Fandt jeg den dødelige Piil — —
Kun skrækkelig for Børn! — kun følt af Daarer! —
Seer mig Forsagte! — Seer, om spildte Taarer
Vanære mig! — jeg fandt den uden smerte,
    Og maaler Saaret med et roligt Smiil. —

See, var det ei til Saar, at evig Orden
    Bestemte Dødeliges Bryst? —
Den kloge læger dem — men kun den svage
Opirrer dem til Smerte ved sin Klage.
Afvende — svække Taarer Almagts Torden? —
    Tilbagekalde Suk forsvundet Lyst? —

Selv denne Kulde — dette Iis, som sniger
    Her op til Hiertet med mit Blod —
Det hærder mig — at Solen rødmer — graaner —
At Jorden vakler — flyer — at Livet daaner —
Det smerter ei — og dette Suk, som stiger
    Dybt af mit Bryst, er Vidne til mit Mod.

Død ... Arnsbach død! Dag, som saa tavs frembryder,
    Du har ei fundet Ham igien! —
Tom er du Dag! — o Du, som var min Glæde
Hvor er du? — ak! — men tie du Drift at Græde! —
Men siger mig, o I, hvis Taare flyder,
    Er Han da død, og har jeg tabt min Ven? —

Saa, at det ædleste, det beste Hierte
    Slaaer ikke — evig ikke meer! —
Og Dyd skal aldrig — Gienskin af den Høie
Skal aldrig straale fra det brustne Øie! —
Hvad vil du Taare? — Tie du Tolk af Smerte! —
    Kan Suk besiele Mennesket af Leer? —

Ak, kunde Graad, og blodig Graad oplive
    Min Arnsbach! — Asken af min Lyst! —
Men nei! — den Død, som intet kan forsone,
Har alt opreist sin skrækkelige Throne
I Venskabs Helligdom — hvo kan fordrive
    Tyrannen af det elskte ... kolde Bryst? —

Nei kun forgieves — kun forgieves flyder
    Den heede Graad — forgieves slaaer
Mit Hierte høit — ha nei! — Hvi vil jeg græde?
Nei, synge vil jeg om min døde Glæde! —
Kitharren skal fortælle Arnsbachs Dyder,
    Og tale om Ham med det sidste Aar.

Men reen og høi og ædel skal du være
    Min Sang! — saaledes var min Ven —
Hver Følelse — hver Tanke saae man blinke
I rene Smiil — Skiøn, uden Sløer og Sminke
Var Arnsbachs Siel — usmittet som Hans Ære,
    Og aaben for enhver som Himmelen. —

Høi var Hans Siel, og rolig, og fornøiet —
    I Fare kiek — i Modgang mild —
I Medgang stærk — i Skygge og i Flamme,
I Venners og i Dødens Arm den samme —
Saa stod Hans Dyd, som Klippen staaer ubøiet
    I Storm — og smelter ei ved Solens Ild —

Og ædel var Han — øm ved fremmed Smerte,
    Betænkt paa Ubekiendtes Vel —
Til Trøst, til Raad, til Rædning altid færdig —
Og aldrig haard af Dyd mod en Ynkværdig —
Selv svages Feil fandt Medynk i Hans Hierte —
    Men Dyd var ene mægtig i Hans Siel! —

Hvad vil du Taare? — nu, da Sang opliver
    Min Lyst? — vil du da qvæle den? —
Hvi svækkes Harpens Lyd? hvi døer min Stemme? —
Syng høit! ... at andre Slegter maa fornemme
Hans Mod, som Christen og som Helt — Hans Iver,
    Som Undersaat, som Broder og som Ven! —

Syng om enhver af de forsvundne Dyder! —
    Men ak! — men Angst har qvalt min Aand! —
Død er Han — død ... dog vil jeg ikke græde —
Algodhed tog Ham — syng om salig Glæde! —
Syng høit! — men Hiertet smelter — Taaren flyder —
    Og Harpen falder af den svage Haand! —