Elegi

        Elegi (gr.) er afledt af Ordet ελεγος, der egl. betyder en Klagesang; Elegeion betegner et Distichon, dannet af et daktylisk Heksameter og Pentameter (se Daktylos), og Elegeia ell. E. et Digt, bestaaende af saadanne Disticha. Hos Grækerne har denne Digtart udviklet sig paa Grundlag af den episke, fra hvilken den har laant den ioniske Sprogform; den anvendtes opr. med Akkompagnement af Fløjtespil dels ved Fester til Ære for Afdøde, dels ved selskabelige Sammenkomster. E. gaar tilbage til c. 700 f. Kr. og har sit Hjemsted i Ionien; Indholdet er af meget forsk. Art: hos Kallinos og Tyrtaios er det formanende og opmuntrende, hos Mimnermos erotisk, hos Solon og Theognis politisk, hos Xenofanes filosofisk. I den alexandrinske Periode blev E. en yndet Form for forskelligartet Lyrik, medens det musikalske Element traadte tilbage; Hovedrepræsentanterne var Filetas, Kallimachos og Euforien. Denne alexandrinske E. fandt talrige Efterlignere hos Romerne, af hvilke de betydeligste er Catull, Cornelius Gallus, Tibull, Properts og Ovid; den sidste benyttede ogsaa den elegiske Form til Læredigte. De klagende E., som Ovid skrev i sin Landflygtighed, har bidraget til at give Ordet dets moderne Bet. af en Klagesang. Som Form for erotisk Digtning har Goethe benyttet E. i sine »Römische Elegien«.