Johannes Ewald (1743–81)

I kiølende Skygger,

      I Mørke, som Roser udbrede;

Hvor Sangersken bygger

      Og quiddrende røber sin Rede —

      Hvor sprudlende Bække,

      Snart dysse, snart vække

Camoenernes Yndling, den følende Skiald,

      Med steds’ eensrislende Fald —

Hvor Hiordene brøle,

      Mod Skovens letspringende Sønner,

Og puste, og føle

      Den Rigdom, i hvilken de stønner —

      Hvor Meyeren synger

      Blant gyldene Dynger,

Og tæller sin Skat, og opløfter sit Raab,

      Til den, som har kroned hans Haab. —

Hvor skiærtsende Bølger

      Beskvulpe den Vandrer, hvis Øye,

Snart stirrende følger

      Med Helsinges graanende Høye;

      Snart undrende haster

      Blant Skove af Master, —

Og forsker, og kiender den Fremmedes Flag,

      Og glemmer den heldende Dag. —

Hvor eensommes Liise,

      Venskabelig lindrende Slummer,

Tit bød en Louise,

      Forglemme sin kiærlige Kummer —

      Hvor Glæder tilsmiile

      Den Vandrende Hviile,

Hvor Rungsted indhegner den reeneste Lyst;

      Der fyldte Camoenen mit Bryst. —

Hvor Kummer og Smerte,

      Fandt glade dit Aftryk, Du Høye,

Det ædleste Hierte,

      I hvert et medlidende Øye —

      Hvor Venlighed pryder

      De strængeste Dyder;

Der voxte min Sang; og den undrende Skov

      Gav Gienlyd af Skaberens Lov. —

Jeg saae dine Throner,

      O Almagt! — og stirrede længe —

Men hellige Toner

      Foer giennem de zittrende Strænge —

      Hvert Blad, hvor mit Øye

      Fandt Præg af den Høye,

Opflammede Siælen — da voxte min Sang! —

      Da raste den mægtige Klang! —

O Verdeners Fader! —

      Saa sang jeg — Du Stærke! — Du Viise! —

Gud! — som Myriader,

      Som Himlenes Vældige priise! —

      See Støvet kan bære,

      Din Rigdom, Din Ære,

Din Godhed, o Fader! — saa sang jeg — og Fryd

      Brød Læbernes bævende Lyd. —

Lyksalige Digter,

      Som Glæden indbød til sin Hytte;

Til venlige Pligter;

      Til Friehed, som Dyder beskytte! —

      Cheruber fornemme

      Hans dristige Stemme,

Og Himle forsamles omkring ham; og Lyst

      Udbredes i Menniskets Bryst. —

Men Du, som allene

      Fremkaldte den Lyst af min Smerte,

Siig! — Kan min Camoene

      Udbrede sin Fryd i dit Hierte? —

      O siig mig, Veninde! —

      Kan Sangens Gudinde,

Med smeltende Toner belønne det Skiød,

      Hvoraf min Lyksalighed flød? —