Ewald! o, hvem har som Du vel drømt,
Elsket, håbet af det fulde Hjerte?
Ewald! o, hvem har som Du vel tømt
Livets Kalk så fuld af bitter Smerte?
O, hvem har som Du i Drømme lét,
For som Du at vågne til at græde?
O, hvem har som Du i Ørken sét
Som et Luftsyn blegne Livets Glæde? —
Hvor det bruste alt i Barnets Sind!
Fik Du Lov af Sagnets Væld at drikke,
Blodet blussed’ i den unge Kind,
Ånden lyste fra de dybe Blikke;
Snart en Høvding, som på Sejrens Fjed
Bar sit Ry til Ærens høje Sfære,
Snart en Robinson på fjerne Bred;
Snart en Martyr drømte Du at være.
Se da tændte i Din Sjæl et Lyn,
Lynet fra Arenses dunkle Øje,
Hjertet svælged i det skønne Syn,
Så kun Solglands på sin Fremtids Høje;
Og med Brystet svulmende af Håb
Drog Du ud Dig Ærens Krands at vinde,
Gennem Kampens bølgetunge Dåb
Frem mod Lykkens solforgyldte Tinde.
Ja som Orfeus åbned Du Din Favn,
Fuld af Håb og Lyst i Livets Morgen,
Og Du favned blot et bittert Savn,
Og Din Elskerinde det blev Sorgen.
Drømmens Træ, som højned sig så lyst,
Sank for Øksen af de kloges Tanke —
Din Arense rev man fra Dit Bryst,
Tog i Stormen Håbets sidste Planke.
O jeg ser Dig, syg med sløvet Sands,
Dukke ned i Lystens vilde Vande.
Ak, for Glædens blomsterrige Krands
Tornekronen krysted om Din Pande. —
Men i Smerten voksed Vingen ud,
Og i Bøn steg Ånden mod det høje,
Og igennem Tårer så Du Gud,
Og Dit Øje blev et Digterøje! —
Men blev hun da lykkelig? — O nej,
Hendes Liv blev Dagen i et Fængsel,
Og på Hverdagslivets slidte Vej
Blegned’ Rosen midt i Støv og Trængsel;
Ak den samme Sjælevé og Kval
Strø’de Torne på de skilte Veje,
Og kun én Gang her i Jamrens Dal
Så hun Dig igen — på Smertens Leje.
På Din Pande lagde hun sin Hånd,
Over Læben lød en dæmpet Klage —
Og så svandt hun, sagte som en Ånd,
Som et Drømmesyn fra svundne Dage.
Ak men Du — Du lå på Gravens Rand,
Og Du græd for Livets tabte Lykke,
Bad Din Moder lindre Smertens Brand,
Bad Dit Land at unde Dig lidt Skygge.
Og ej sandt — i Fædrelandets Skød,
Ved din Moders Hjerte svandt Din Kummer?
Nej! — Dit Land, det ændsed knapt Din Nød
Og Din Moder bød Dig Nådens Krummer!
Mens en fremmed Digter i Dit Hjem
Kunde Guld af Lykketenen spinde,
Nær i Hospitalets skumle Gem
Som en Stodder var Du spærret inde.
Bød Dig Lise for de bitre Smerter,
Ved en Moders Ømhed skiltes ad
Tvende unge ømtforbundne Hjerter.
Og Din Digterhest, som fødtes fri,
Gik som Træl for Føden her på Jorden,
Snart Parademarsch på Bryllupssti,
Snart for Ligvogn ud til Kirkegården.
Men dog stundom glimted Sejrens Blik
Sorgens Yndling, fra Dit skønne Øje,
Og Du hørte svulmende Musik,
Hørte Åndens Røster fra det høje;
Og Du følte Dig en Sangens Drot,
Og ad Rytmens tonefyldte Vover —
Bort, langt bort til Poesiens Slot
I Din Musas Favn Du gynged over.
Og mod sligt et Åndens Øjeblik,
Hvad er Ærens Glimmer, Rigdoms Lykke?
Når Din Ånd mod Stjernehimlen gik,
Kravled Mængdens kummerligt ved Krykke.
Ja, var stakket end hvert Lykkens Blund,
Når Din Musa rørte Harpens Tone,
Ubetalelig er hver en Stund
Mellem Ånderne om Lysets Trone! —
Tiden led og Stormen stilned af,
Håbet glimted sparsomt gennem Sorgen —
Se, da bar Dig over Sorg og Grav
Dødens Engel ind til Livets Morgen;
Men en Morgenstjerne lig Dit. Navn
Tindrer frem af Tidens Mulm og Mørke
Som et Varselstegn om Dagens Bavn,
Som et Glimt af Åndens skjulte Styrke.
Store Digter! Tak for al Din Sang,
Alt som Barn jeg elsked Dig så såre,
Hjertet svulmer ved Din Harpes Klang,
Øjet luer gennem Vemods Tåre.
Tak for Fremtidssæden, Du har lagt,
Nu står Sangens Lund i Vårens Pragt,
Men forløst blev Våren ved Din Smerte.
Ruller fuldt og varmt på danske Røster;
Selv, hvor Fjendehånden knuger fast,
Mindets høje Drapa Sindet trøster.
End »de Danskes Vej til Ros og Magt«
Frit mod Rungsteds fejre Strand sig vugger,
Og som Tak for Sangen, Du har bragt,
I Erindringsdrømme Bølgen sukker.