I.
Er Kærlighed et Stjerneskud,
Vi hastigt se forsvinde,
Som blusser- op og slukkes ud
Og levner knapt et Minde?
Nej — hvor to Hjerter bede Gud
At skærme den for Fare,
Dér er den intet Stjerneskud,
Men Stjernen selv hin klare.
II.
Jeg kender en afsides Have,
Hvor mørkt Kastanjerne hælde,
Dér vokser det frodigste Ukrudt,
Skarntyde og Brændenælde.
Der fører en gammel Låge
I Krogen ind gennem Rækket,
Men Lågen er gået i Baglås
Og Humle har helt den bedækket.
Men midt i dette så triste,
Kummerbeåndede Øde
Breder den dejligste Rose
Virak af Skålerne røde,
Og ind gennem Træernes Kuppel,
Ind i den natlige Skygge,
Lokker Rosen fra Solen
Strålernes gyldneste Smykke.
Og blidt i denne så tunge,
Fængselsagtige Stilhed
Løfter en Irisk sin Stemme
Til Rosen med rørende Mildhed.
Da flygte de lysræde Tudser
Ad aldrig befærdede Stier,
Da surre og summe om Rosen
De honningsøgende Bier. —
Jeg kendte et sørgende Hjerte,
Som ej kunde Mørket besejre,
Da løfted sig frem som en Kose
Dit Billed Du hulde, Du fejre!
Og ind i denne så dunkle,
Spøgelseagtige Skygge
Lokked dit Billed en Stråle
Af Himlenes saligste Lykke.
Og midt i denne så tunge,
Fængselsagtige Stilhed
Vågned en Kærlighedssanger
Og kvidred med rørende Mildhed.
Da flygted de lysræde Tanker
For jublende Vårmelodier,
Da vågnede tusinde Længsler
Lig honningsøgende Bier. —
III.
Ofte har i Blinde
Livets Vej jeg trådt,
Mangt et gammelt Minde
Vækker Smerte blot;
Men her dybest inde,
Elskelige Kvinde,
Er der dog et Sted,
Hvor Du end kan finde
Liv og Lys og Fred.
Og i dette Gemme
Som en Helligdom
Har Dit Billed hjemme,
Yndigt som det kom;
Kærlighedens ømme,
Lyse Forårsdrømme
Flette Dig en Krans,
Bløde Toner strømme
I Din milde Glans.
Når i Livets Færden
Jeg er mindre god,
Når den kolde Verden
Står min Hu imod,
Klart fra Drømmens Riger
Som min Engel stiger
Du, jeg har så kær,
Og det Onde viger
For Dit milde Skær.
Al min Id og Stræben
Gav Du Livets Bad,
Lokked blidt fra Læben
Mine bedste Kvad;
Barnefreden svunden
Har ved Dig jeg funden,
Og af Mørket ud
Håbets Sol er runden,
Lyser frem til Gud. —
Fader i det høje,
Beder jeg så tidt,
Hendes Sind Du bøje
Kærligt hen til mit;
Lyst som Rosengården,
Foldet ud i Våren,
Bliver da mit Bryst,
Da kan selv ej Tåren
Tolke al min Lyst.
Men hvis hun i Stilhed
Har en elsket Ven,
Aldrig Kvindemildhed
Gør mig gladigen; —
Men trods Savn og Våde
Du min Fader råde,
Blot på hendes Vej
Sænker sig Din Nåde,
Trøstes også jeg. —
IV.
Se jeg har ikke Rigdom og Rang,
Ikke Ære og glimrende Evner,
Og dog kækt gennem Livet jeg stævner
Og star frejdig til Rors med en Sang.
Lad kun Uvejret løfte sig brat
Med en Storm på de vildsomme Bølger,
Når Dit yndige Billed mig følger,
Har jeg Dag i den mørkeste Nat.
Lad de andre få Visdommens Sten
Og Aladdins fortryllende Lampe,
Lad dem smykke i Hæderens Kampe
Deres Lokker med Lavrbærrens Gren.
Hvad vi alle dog søge især,
Er jo Glædens fortryllende Smykke,
Og jeg har i mit Hjerte en Lykke,
Som har tusindfold rigere Værd.
Ak, hvi svigter min skælvende Røst,
Og hvi kan ikke Udtryk jeg finde
Til i svulmende Rytmer at binde,
Hvad der jublende bor i mit Bryst?
Ak det kan ikke tolkes på Jord,
Det må vugges i Lys og i Toner
Fra den eviges strålende Troner
Og de saliges himmelske Kor.
O det var, som jeg fødtes påny,
Da til Kærligheds Lyst Du mig kåred;
Som på Vinger jeg følte mig båret
Mod et jublende, strålende Gry.
I Dit Blik, i Din Stemme jeg fandt
Som en Stjerne fra Himmelens Sale,
Som en forårbebudende Svale
Og den evige Kærligheds Pant.
Alt det slumrende folded sig ud,
Og Du lærte mig Livet at skatte,
Og Du lærte mig jublende fatte,
At jeg skabtes som Billed af Gud.
Førend Du kom var splittet og delt
Mine Evner i Mørke og Tåge,
O men nu kan jeg bede og våge,
Til i Dagen de løfter sig helt.
Ikke sandt Du vil vente, indtil
Jeg får samlet de splittede Kræfter,
Til jeg Kransen om Panden Dig hæfter
Og Dig henter med klingende Spil? —
Ikke sandt — Du vil være mig tro,
Om min Vej bliver ensom og stille,
Og om Kærlighedssangeren lille
Er den eneste Skat i min Bo?
V.
Dit klare Øje skuffer ej,
O nej, det kan det ikke,
Der loves mig en yndig Maj
I disse milde Blikke;
En Morgen rødmer på Din Kind
Og løfter alle Tågespind,
Som mig om Hjertet ligge.
Der bæver i Din Røst en Klang
Som Fuglesang i Dale,
Jeg aner i Din lette Gang
Dit Hjertes Jubeltale;
Der drømmer om Din friske Mund
Et lille Ord, et Smil i Blund,
Et Kys i Morgendvale.
Nu kommer Våren til mit Bryst
Med Sol, med Sang og Glæde;
Jeg rummer ikke al dens Lyst
Og derfor må jeg græde,
Må græde ud, må synge ud,
Må knæle ned og takke Gud
For al den rige Glæde. —