Den udvandrede Digter
(Ferdinand Freiligrath.)
(Ferdinand Freiligrath.)
En Indianerflok med mørke Miner
Har lejret sig om Bålets røde Flamme
Og stirrer i de glødende Ruiner,
Da mæler en, den ældste, til sin Stamme:
Ja Fred med ham, som vi til Hvile stedte,
Hvor Skoven når den duftende Savanna,
En Mand som ham vi aldrig Sted beredte
Fra Lorentsfloden op til Susquehanna.
Ja han var ikke som de andre hvide,
Thi delte han de vildes Liv og Vaner,
Han skinnede så fagert ved vor Side
Som Majsens Neg imellem dunkle Graner.
Hvad fejled ham? Tidt stod med sine Våben
Han tankefuld af Skovens Mørke dækket,
Og når han da fornam vor fjerne Råben,
Så sprang han op som en, der bliver vækket.
Hvor dunkle Trær sig over Bredden hælde,
Så vi ham tidt ved Floden stå i Drømme;
Da hørte rigt man fra hans Læber vælde
Et fremmed Tungemål i fulde Strømme.
Vi fatted det så lidt som Vind og Vove,
Men gerne hørte vi de klingre Takter
Lig tempofaste Trin, når gennem Skove
Ad frossen Vej marschere Hærens Vagter.
På Talens Mening blev vi aldrig kloge,
Og dog at høre ham, vi altid længtes;
Det lød så klangfuldt — ret som Skjolde sloge
I Vindens Leg mod Grenen, hvor de hængtes.
Når så han standsede med Drømmeblikke,
Sit Ansigt skjulte han i stille Smerte;
Da så han først, vi fattede ham ikke,
Og gik til Hytten med bedrøvet Hjerte.
Fred med hans Hvile, Fred med ham i Døden!
En Hytte vil vi over Graven højne,
Vi lagde ham mod Øst, og Morgenrøden
Vil, som han bad, sig løfte for hans Øjne.