Hvor Atlanterhavets friske Vove
Gennem Klippers mægtige Portal
Skaller op mod Granens dunkle Skove
Susende i høje Fjeldes Sal,
Hvor den hvide Fos med Skum og Bulder
Kaster sig fra Klippens stejle Top,
Hvor det vilde Skred fra Tinden- ruller,
Voksede han frisk og kraftig op.
Og i Legen på de bratte Strande,
I den tavse Skov, i Fjeldets Ur,
Ved de dybe Søers stille Vande
Fængsled ham den mægtige Natur,
Talte til ham med sin dybe Stemme,
Lagde Alvor i den unge Dreng;
Aldrig gik ham denne Røst af Glemme,
Stemte Tonen i hans Harpes Streng.
Fjernt fra Hjemmet, fjernt i Sydens Egne,
Hvor i Myrtens Læ, i Lavrens Arm
Store Minder blunde allevegne,
Vågned Digterstemmen i hans Barm.
Det var ej i Livets glade Morgen,
Vårens skønne Dage var forbi,
Det var ej af Glæden, men af Sorgen,
At han lærte Sangens Melodi.
Ja hans varme Hjerte måtte bløde,
Før det åbnede sin fulde Knop;
Poesiens gyldne Morgenrøde
Steg af Smertens dunkle Skygger op;
Derfor sang han som den vilde Svane,
Når den drager i den silde Høst,
Derfor steg mod Stjernerne hans Bane,
Derfor var der Alvor i hans Røst.
Store Syner stilled han for Øje,
Dybe Tanker fra Naturens Gem,
Trylled Liv af Sagnets Kæmpehøje
Lokked Hjertets rene Toner frem;
Men skønt højt sig løftede hans Tanker,
Som et Barn han bøjede sit Knæ,
Lagde Hovedet til Håbets Anker,
Søgte Freden under Korsets Træ.
Fjernt fra Hjemmet, fjernt i Sydens Dale,
Under Lavrens Krone fuld og bred,
Hvor hans Musa vågnede af Dvale,
Sov han hen i Kærlighed og Fred;
Én Gang end han sang om Fosterjorden,
Strengen brast, og over Fjeld og Sund
Sukked Vinden i det høje Norden,
Steg et Suk fra Moderhjertets Grund.
Han gik did, hvorhen hans ædle Stræben
Peged gennem hele Livets Gang,
Han gik did, hvor helt og klart fra Læben
Ruller Hjertets rene Orgelklang;
Men af Danmarks yndige Kærminde,
Norges Gran og Sydens Lavrbærgren
Vil med Tak vi Hæderskransen binde
Om hans Mindes høje Bavtasten.