De Klokker kime med dæmpet Klang
— Der brast en Harpe så rig på Sang.
De Faner vifte fra Se og Land
— Farvel Du vældige Idrætsmand,
Hør Himmerigsklokkerne kime!
En Skare drager fra Kirkens Kor
Med Blomsterkranse og Sørgeflor,
Med Salmetoner og sænket Flag,
Tusinder foran og Tusinder bag.
Lægmænd og Præster de følges vel ad
Ud i den stimlende, undrende Stad,
Stormand og Bonde, Stridsmand og Skjald
Vandre tilsammen ved Klokkernes Kald;
Thi Himmerigsklokkerne kime!
De kom fra Slette, de kom fra Fjeld,
I Morgenrøde, i dugget Kvæld,
De kom fra Sønder, de kom fra Nord —
En mægtig Høvding er død på Jord,
Men Himmerigsklokkerne kime!
En Fredens Palme med fager Pragt
Har Kvindehænder på Kisten lagt,
Et talende Tegn i den duftende Krands:
»I Dødens Stævne blev Sejren hans!«
Og derfor standser hvert Smertens Suk —
Hans Liv var Stordåd, hans Død var smuk —
Og derfor følger på tonende Fjed
En Sejrens Salme til Graven med
Og Himmerigsklokkerne kime! —