Jeg sidder tidt dernede,
Hvor Bækken går forbi,
Og Droslen har sin Rede
Ved Skovens trange Sti;
Den hvide Snerle slynger
Sig frodigt over Jord,
Og om mit Hoved gynger
Sig Hegebærrens Flor.
Der daler Fred og Mildhed
I Vårens varme Luft,
Konvallen står i Stilhed
Og ånder ud sin Duft,
Det toner som i Tunger
Fra Bølgens bløde Slag,
Og Skovens Fugle sjunger
Så inderligt: God Dag.
Og kommer jeg bedrøvet
I Længsel og i Savn,
Det er som tager Løvet
Mig inderligt i Favn.
Jeg bliver, o, så stille
Og dog så fuld af Sang,
Jeg mindes, da som lille
Jeg sad på Moders Fang.