Tre Ting — o skiærp mit Syn, Kalliope,
Tre sieldne Under ønsker jeg at see:
Den Draabe i Neptunus’s salte Skiød
Som Solen greb, og ikke giorde sød;
Det bitre Blomster, som en vittig Bie
Forgieves søgte Kraft og Honning i;
Og saa den Gift, hvoraf den Vises Bryst
Ei tilbereder Dyd og salig Lyst.
Ja en forsagt, en haard, en nedrig Sjæl,
Ja Daarskabs usle, Lastrets feige Træl,
Ja den, hvis Øyne Pluto rørte ved,
Seer selv i Himlen ingen Salighed —
Den vrantne Klynkere, som troer sig viis
Opdager Dødens Frugt i Paradiis —
Og agter, glad ved Skrækken som han fandt,
Ey Myrtherne hvorunder Pison randt —
Den som tør vragte, hvad Al-Godhed gav,
Som nipper Draaber, hvor han seer et Hav —
Hans sjeldne, hans for tit befølte Lyst —
Er mat og lunken før den naaer hans Bryst —
Og da, naar Mørkets Konger stiger ned
Fra Østens Bjerge — naar han vild og vred
Forfølger Hesperus — Naar Intets Ven,
Forsøger at udslette Skabningen —
Da blender Angst der’ Sjæl — Mon Almagt flyer,
Du feiger Hob? — Er Godhed qualt af Skyer?
Ha see dens Vink i Lynild — Hør dit Kald
Til Salighed i høye Torden-Skrald! —
Lyksalig er en Viis, hvis lyse Sjæl,
I Mulm og Straale altid seer sit Vel —
Hvis Øye Lastrets Gift — og Blodets Magt,
Og Svaghed selv kan ikke gjøre svagt!
Hans Tanke fængsler Glæden, og hans Bryst
Er som en Kobber-Muur om Edens Lyst —
Hans Kreds er Vellyst — den Alvise lig,
Som finder Himlen, hvor han finder sig —
I skumle Ørk’ner saae han dine Spor
Al-Godhed — og dit Smiil bag Nattens Flor —
Og om Cocyti Virvel trak ham ned,
Da sank han dog i Svælg af Salighed —
Derfor gid Amors Ild og Pluti Glands
Og Martis Palmer og Apollons Krands
Forøge din Lyksalighed, min Ven —
Men Verdens Fald kan ey formindske den.