Stambog
Af Sven Sørensen
Siden 1500-tallet havde man med sig på sine studie- eller dannelsesrejser en bog med blanke blade, hvori man lod venner, velyndere, berømte lærde, digtere osv. skrive en sentens, et vers eller lignende til erindring. Nogle rejsende (således H. C. Andersen) medførte i stedet en æske med løse blade, og disse blev da efter hjemkomsten indklæbet i et stort album, evt. sammen med kobberstik, akvareller, noder og lignende som man havde fået som gave. I løbet af 1800-tallet gik denne sædvane imidlertid af brug. — På Det kongelige Bibliotek findes et stort antal stambøger, og de udgør et vigtigt historisk kildemateriale.
Det latinske udtryk album amicorum bruges synonymt med stambog.