Carl Bagger (1807–46)

Du træder paa en farlig Bane,

Som Middelveien taaler ei;

Tidt naar du Roser monne ane,

Seer du henvisne Livets Mai.

At være Digter er vist herligt,

Han drømmer mangen gylden Drøm;

Men sjældent vil hans Veie kjærligt

Indslynge sig i Verdens Strøm.

Tidt har han ei, hvortil han hælde

Kan Hovedet i Sorgens Stund;

Orkanen i sin blinde Vælde

Nedslaaer hans sidste Haab til Grund.

Da maa ei modløs Taaren rinde,

Ei blændes maa hans Digtersands,

Men i sig selv han kraftfuld finde

Sin Trøst, sit Haab, sin Laurbærkrands.

Kæmp mandigt ud de tunge Kampe,

Og vær dog stedse Barnet liig;

Thi spinkelt sender Aandens Lampe

Sin Straaleflod ei hen til dig.

Og sidst skal jeg mig vist ei glæde,

Naar, Yngling, jeg at skue faaer

Dig paa det høie Digtersæde,

Som Mange ønske, Faa kun naaer. —