Carl Bagger (1807–46)

Bagger, Carl Christian, 1807—46, Digter. Uægte Barn, født paa Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn 11. Maj 1807; fra det første Øjeblik i sit Liv bestemt til en halv hjemløs Tilværelse og mærket med Illegitimitetens Stempel, disse to Betingelser have været afgjørende for Carl B.s Liv og Gjerning.

Hans Fader var nedfr. nævnte Justitiarius i Politiretten Peter Christian B. († 1810) af anset Slægt; Moderen skal have været Butiksjomfru paa Vesterbro. Da C. B.s Fader mærkede Døden nærme sig, bestemte han, at hans lille Søn skulde bære hans Navn og indtræde i ægte Søns fulde Ret; for øvrigt betroede han ham til sin Broders Varetægt. Men denne, en vakker Søofficer, døde des værre et Par Aar efter, og den 7aarige Dreng kom da i Huset hos Farmoderen¹, en heftig og lunefuld Kone, der aldeles ikke var skikket til at opdrage den ærekjære, blødhjærtede og ustadige Dreng. Snart kunde hun kalde paa ham med de blideste Kjælenavne, saa knubse ham og trække ham i Ørene, saa skjælde ham ud for «Horeunge» og «Hittebarn». I sit 12. Aar sendtes han til Roskilde for at gaa i Skole der. Her «frøs han stadig om Vinteren i sin tynde Bombasins Dragt og følte sig stadig sulten»; men Byens Mindesmærker om Danmarks Stortid og den første Undervisning i Historie fyldte dog den fantasifulde Drengs Hoved med Højhedsdrømme. 15 Aar gammel (1822) kom han i Sorø Akademis Skole. Her blev han snart bekjendt for sit lyse Hoved, sin Lattermildhed og sine Spilopper. Det var i Akademiets store smukke Park, han en Gang mødte den 2 Aar ældre H. C. Andersen fra Slagelse, og Bekjendtskabet mellem de to unge Mennesker, der begge skreve Vers, var snart stiftet. Trods deres meget forskjellige Naturel blev det et Venskab for hele Livet. Opholdet i Sorø behagede naturligvis ikke i Længden B. I et Brev til H. C. Andersen, der havde betegnet Sorøs Omgivelser som en «Stereotypudgave af Lagomaggiore-Egnen», siger han: «Trods det Tilnavn, som De, Velbaarenhed, behager at pryde denne lille Stad med, forekommer den mig (De véd, man ej kan kjøre gjennem Byen, men bestandig maa vende tilbage ad den Vej, hvorad man kom ind) som en hartad modbydelig Blindtarm, hvori jeg selv, et uskyldigt, rødmosset Æble eller noget lignende, er nedsvælget for der paa passende Maade at fordøjes til et nyttigt Exkrement. O Jammer, o Rædsel, i sit 21. Flammeaar med alle sine højtflyvende Længsler og Planer, som figura udviser, levende at nedputtes i en vel tiltollet Tranflaske.» I Marginen fandtes en Tegning, forestillende en tilproppet Flaske, inden i hvilken en lang tynd Person i sort Spidskjole ved umulige Krumninger af Arme og Ben gjør Forsøg paa at slippe ud.

Under denne stærkt følte Tvang kan man tænke sig, hvor godt det maa have gjort ham at blive venlig modtaget i de to Skolevenner, Brødrene Fiedlers Hjem paa Herregaarden Basnæs i Nærheden af Skjelskør. Her fandt den hjemløse for en Stund det Hjem, hans Livsskæbne havde nægtet ham, og da han 1827 blev Student med Laud, forlovede han sig med Husets Datter Thora. Endnu et Aar blev han i Sorø, for at tage anden Examen, og da denne var absolveret, ligeledes med 1. Karakter, tog han til Kjøbenhavn for at tænke paa Embedsexamen. Med denne havde det dog lange Udsigter. Da han ikke længer følte noget Baand paa sin Vilje, sysselsatte han sig kun med den Læsning, som behagede ham, og Juraen, som hans Formynder, Højesteretsassessor A. Müller, havde overtalt ham til at tage fat paa, blev snart lagt paa Hylden. Meget sprogkyndig, som han var, hengav han sig hellere til Studiet af Ariost, Byron og Gozzi end til Dag ud og Dag ind «at opræbe Datoerne paa 50 Forordninger» (jvfr. hans Brev i «Sml. Værker» II, 546). Digterisk Produktion optog ogsaa hans Tid; og da han ved Bedstemoderens Død havde faaet en Del friere Hænder i pekuniær Henseende, bleve Besøg paa «en vis herlig Vinkjælder» ham til daglig Vane. Sin fædrene Familie havde han snart brouilleret sig med (jvfr. «Min Broders Levned», 2. Udg., S. 55); men ogsaa Forholdet til hans forlovedes Slægt var kølnet betydelig. – Den konventionelle Selskabstone kunde han ikke udstaa.

Han søgte da sine «Fastnachtbrüders» Selskab, et Selskab, «hvor Ordene ikke bleve kogte, men hvor Kammeraterne slugte dem raa», en Flok af løse Fugle og gode Hoveder, der «lode Fiolen sørge» og glemte den næste Dag end sige Fremtiden for «de gyldne Sekunder», Nydelsen af Øjeblikket medførte. Blandt disse «Fastnachtbrüder» maa særlig den af den ældre Slægt kjendte Mathematiklærer Svenningsen nævnes, en Kæmpenatur, som det evige Svireliv ikke syntes at have nogen Magt over (jvfr. «Min Broders Levned» S. 135 ff.). – Hvad man nu end fra den vedtagne Morals Standpunkt vil dømme om et saadant Liv, saa er det dog sikkert, at det indvirkede stimulerende paa B.s poetiske Frembringelsesevne. 1833 udgav han Tragedien «Dronning Christine og Monaldeschi» med fri Benyttelse af omhyggelig opsøgte historiske Fakta; et Skuespil, man vel kan forstaa, det kgl. Theater forkastede paa Grund af dets sceniske Mangler, men en Digtning, hvis Skjønheder, man undres paa, kunde undgaa det læsende Publikums Opmærksomhed. Det var ikke længe siden, C. J. Boyes Klingklangsdramaer havde vakt almindelig Opsigt, og her var dog noget andet og langt mere. Aaret efter, 1834, udkom «Smaadigte» med Perler af lyrisk Romancedigtning som «den engelske Kapitajn», «Bortrejsen» og «Sophie af Hardenberg», dramatisk-episke Situationer som «Fragmenter af den spanske Kongekrønike» og Bellmanske Genrestykker som «Promenaden om Natten». Igjen det følgende Aar, 1835, udkom «Min Broders Levned», en Novelle, hvori Digteren skildrer sit Dobbelt-Jeg og dets Forhold til Menneskene gjennem Fremstillingen af to Brødre og deres Omgivelser, og det med en saadan Virkelighedssans og plastisk Fynd, at man aldrig glemmer dem og deres Kreds, naar man en Gang har gjort sig bekjendt med Bogen. Smaa karakteriserende lyriske Digte af Værd ere indstrøede mellem de rask skitserede Situationer; der findes et Digt heri, «Arthurs Drikkevise», der vel er enestaaende i dansk poetisk Litteratur: raat, dristigt og haanende i sine Udtryk skjuler det et saaret Digterhjærtes Sorg over Livets Usselhed og Indignation over Samfundshykleriet. Havde B. ikke skrevet andet end denne Bog paa 10 Ark, vilde den sikre ham en stadig Plads mellem vore originale Digtere. Her er intet efterlignet, tillært og lavet; her finde vi Digterens ægtefødte Muse med sin barnlige Lattermildhed, sin zigeuneragtige Ynde, sit vemodige Smil, men ogsaa med sin vilde Lystighed og sine udfordrende Blottelser. – Til Skam for Datidens Kritik, der hidtil saa temmelig havde negligeret B., mødtes «Min Broders Levned» kun af en massiv Protest fra det almægtige «Maanedsskrift for Litteratur»; men den var nok til at nedslaa den lidet selvsikre Digters Mod. Det var J. N. Madvig, der bærer Ansvaret herfor; han var Anmeldelsens Forfatter.

Og der kom andre Sorger til. Hans trolovede havde i sin Tid født ham en Søn; hendes Forældres Misstemning herover vendte sig, som rimeligt, i særdeles Grad mod B. Da han slet ikke syntes at ville gjøre sig nogen Umage for at komme i en Stilling, hvor han kunde forsørge en Familie, mente Thora Fiedlers Moder, at det var bedst, om Forlovelsesforholdet blev aldeles brudt, og sendte for at fremme dette Øjemed sin Datter paa en Rejse til en Slægtning i Hamborg. Men da B. fik Underretning herom, vaagnede den gamle Kjærlighed med fornyet Styrke. Angest for at miste sin elskede vandrede han til Dels paa sin Fod (thi Penge, kan man vide, havde han ikke mange af) den 14 Mile lange Vej til Korsør og kom netop, som Dampskibet «Løven» skulde føre hans Thora bort. Afskedens Smerte inspirerede ham til det Digt, som bærer hint Navn, sikkert et af de mest pathetiske, vor erotiske Poesi ejer. – Men nu var det besluttet, at han vilde rejse sig af sin sociale Elendighed. Efter at have samlet sine ældre og nyere «Digtninger» i et lille Bind, der udkom 1836, overtog han samme Aar Redaktørpladsen ved Hempels Avis i Odense; og her hen førte han Hustru og Barn i Nov. 1837².

Men Digteren skuffede sig, naar han havde forment, at denne Forandring skulde frembringe et nyt Opsving i hans Liv. Den trivielle Provinsjournalistik laa lige saa lidt for ham og hans Vaner som Familielivets Prosa. Bladets Ejer var jævnlig utilfreds med sin Redaktør, og B.s Husliv blev ikke lykkeligt. Mer end én Formiddag kom han svirende fra Værtshuset, og et saadant Forhold kunde ikke andet end vække Ufred i Hjemmet. Dertil kom, hvad han først opdagede i Samlivet, at hans Hustru trods andre gode Egenskaber hverken var nogen synderlig sympathetisk eller fin Natur. Navnlig skal det en Gang have saaret ham, at hun forærede en besøgende, der bad B. om en Afskrift af «Dampskibet Løven», den, hendes Mand i sin Tid havde sendt hende. – Om egentlig poetisk Produktion var der næppe Tale: et Par komiske Smaadigte («Drankerkantate» og «Ballade») og en «Børnevise» var næsten det eneste af noget blivende Værd, han frembragte. Ideen til en Novelle «forærede» han H. C. Andersen, som derover byggede «De to Baronesser». Det er da ogsaa et synkende Digterskib, vi blive var i hans sidste Bog, «Øjeblikkets Børn», der udkom 1845. Mærkeligst er den maaske ved et Anhang, «en Ansøgning om Understøttelse til Hs. Majestæt i Avg. 1844», hvori Digtersupplikanten med ridderlig Artighed henvender sig til «Digtekunstens smagfulde Kjender Kong Christian VIII» og med poetisk Humor beder ham «tage en Ambe paa Navnene «Carl» og «Bagger»». Men dette Nødskud vilde man ikke høre. – 25. Okt. 1846, 4 Dage efter sin Søn, døde B. i Odense. En Ven af ham, en Haandværker, skrev et Sørgedigt over ham. B.s Enke ægtede senere Jærnstøber Borum i Odense.

C. B. er en af de faa Bohémienexistenser, den danske Litteratur kjender; han er derfor lige saa lidt som den beslægtede, men mere aristokratiske Aarestrup nogen Tid trængt igjennem hos Publikum. Medens vore fleste Digtere vendte sig til Tyskland, er C. B.s Blik rettet mod England-Frankrig; men han er ellers en aldeles selvstændig Aand. Demokratisk i sit Anlæg bliver hans Tone undertiden burschikos, og i Bestræbelsen efter et ejendommeligt Udtryk for Tanken bliver dette stundum noget forvredent; men i Regelen viser han en skarp Sans for Farve og Form, og ofte gjør en ægte-nobel og dyb-sympathetisk Stemning sig gjældende i hans Poesi. Han fylder fuldstændig sin noget isolerede Plads i Litteraturen.

Hans «Samlede Værker» udgaves 1866—67 af Vilh. Møller i 2 Bind (med Portræt).

V. Møllers Biografi i B.s «Saml. Værker» II.