Johannes Ewald (1743–81)

O du, hvis stærke Flammer drive

      Det store Hiul i Verdens Ur,

Hvis Straaler varme og oplive

      Den ellers staaende Natur,

      O Godheds Smiil! O Almagts Bud!

Du som opholder og bestyrer

Alt Liv, fra Elefant til Myrer,

      Fra Støvets Vrimmel til dets Gud;

O Du, som Himmelen betroede

      Det største Gienskin af sin Lyst,

Det største Glimt af den Algode,

      Som kan faae Rum i Faldnes Bryst;

      O Du, hvis Smiil vi smelte ved;

Hvis Vink vi stammende tilbede;

Din Lov, Dig skal min Sang udbrede,

      Guddommelige Kierlighed!

Du glædede den nyelig Skabte,

      Da han endnu var god og viis!

Du blevst ham troe, endskiøndt han tabte

      Sin Høihed og sit Paradiis.

      Du straalte i Vellyst i hans Harm,

Liv i den skielvende Mandinde;

Og venligst hjalpst du dem at finde

      Et Eden i hinandens Arm.

Saa øm, saa venlig og fortrolig,

      O Glædens Moder, haster du

Fra Fyrstens Slot til Hyrdens Bolig,

      Saa trofast er dit Smiil endnu.

      Selv Æren aagrer med sin Lyst;

Kun du frembryder og udbreder

Din Rigdom, dine Saligheder

      I Heltens og i Slavens Bryst.

Du sammensmelter vrede Prindser

      Dem ubevidst i salig Fred;

Og de udtømmende Provindser

      Udtømme din Lyksalighed.

      Og saae min Sangerske dig tidt,

Med himmelske Lyst belæsset, snige

I Smilet af en kielen Pige

      Til en usavnet Eremit.

Kun til det sorte Bryst allene,

      Som skyer, som hærder sig mod Dyd,

Har du, o Hellige, o Rene,

      Ei selv det mindste Glimt af Fryd

      Styg, svovlet, giftig, stinkende

Er dyrisk Ild, som Laster tænde;

Kun morderiske Flammer brænde;

      Paa Chamos skidne Altere.

Min, Herlige! hvis Bryst kan rumme

      Din Vellyst, hvo kan skildre den?

Naar du nedstraaler paa den Fromme,

      Paa Menneskets og Himlens Ven.

      Da svulmer hans opfyldte Bryst,

Da sitrer først hans rene Læbe,

Da gyser han, og Taarer stræbe,

      At vise Gienskin af hans Lyst.

Min B ***, udbred Dit Hierte!

      O viis, forklar min Sangerske

Det kielne Suk, den søde Smerte,

      Den mægtige Fortryllelse.

      Beskriv den Strøm af Ild og Iis,

Som kryber om i hver en Aare;

Fortolk den underlige Taare,

      Som taler om Dit Paradiis.

O siig mig, lær mig, hvad du finder,

      Nu da et evigt helligt Baand,

Af Almagt selv velsignet, binder

      Dig og Din Elskte Haand til Haand,

      Og Bryst til Bryst, og Kaar til Kaar;

Og naar hun rødmer ved Din Side,

Og stammer, Ja; saa lad mig vide,

      Hvor tidt, hvor høit Dit Hierte slaaer.

Thi hvert et Glimt af Saligheder,

      Som naar Din Siel, som lønner den;

Hver Skygge, som Din Lyst udbreder,

      Hvert Suk er vigtigt for din Ven.

      Ja, ved almægtigt Symphatie

Skal min henrykte Sangerinde

Begribe, see og troe at finde

      Den Vellyst, som Du svømmer i.

Da skal hun, drukken af sin Glæde,

      Af hellige Fornemmelser,

Opdage Skiebnens skiulte Kiede,

      Og Himmelens Beslutninger.

      Og spaae: Min B ***, min Ven,

Spaae skal min Sang, og Godhed svare:

Ja, længe skal din Glæde vare,

      Og himmelsk Lyst skal krone den!