Hellige, Hellige, Hellige Gud,
Du som ufaldne med Rædsel tilbede —
Skyggerne flye for en Lyd af dit Bud
Natten forsvinder i Glimt af din Vrede
Væ den besmittede! — Væ ham! — Du kommer
Natten forsvandt, som tilsoer ham sit Lye —
Greben — omspændt af sin straalende Dommer
Væ ham! — den faldne! — hvorhen skal han flye.
Om gridske og stolt Unøysomhed — om Trods —
Om misbrugt Friehed — om en daarlig Kamp
Af Følelsers ved Kunst opblæste Ild —
Mod Viisdoms Lye, mod Almagts kjendte Bud!
Om feig Misundelse — om giftigt Had
Til hver en ældre hver en større Aand
om selv den mig ufattelige Drift,
Den, at nedstræbe fra sit Væsens Rang
Aa søge Skjul dybt under sig — i Støv,
I Mulm — en Tilflugt for AlGodheds Vink
Om — med et Ord — om Frækheds Raserie
Om Ondskabs Gift — Om selv chaotisk Dynd
Som uselt Mismod villig synker i
O det maaskee kan blænde til en Tiid
Om — og hvorledes Ont maaskee formaaer
At synes taaelig — bag sine Skyer,
Skjøn bag den Damp der brækker Viisdoms Glands,
Lys i den evig skumle Nat, hvor Gud
Langmodig sjelden viser at han seer —
Om Synd formaaer at lyve Glædens Dragt
Og Fredens Smiil — Og Viisdoms høye Sprog
For sine Dyrkere
Og himmelsk Ild — for den letsindige —
Som slumre i dens Skjød — det veed jeg ey
Men Himle naar som nu — naar Dommens Røst
Med et forkynder den Alseende —
Naar Tordner vække dem — og pludselig
Den Damp af Synd — der altfor svage Sløer,
Fortæres i et Glimt af Hævnens Ild
Og de med Skræk, med Afskye see sig selv
Og blottede forgjæves krympe sig —
Forgjæves kalde den forsvundne Nat
Ey kan undgaa at see sig — ey at see
Den Helligste og al hans Vredes Harm
Og de ....