Johannes Ewald (1743–81)

O siig mig, du, som med afmægtig Klage

      Vanærer Venners Hvilested:

Hvad gavner Graad? — hvo kaldte den tilbage

      Fra Nattens tause Bred? —

Strøm Taare! — strøm, som Ild! — tyld al din Varme

      I Brystet af det elskte Liig! —

Bøy Døden, bange Suk! — og svæk hans Arme,

      Du vilde Klageskrig! —

Ak! — ubevæget, kold og døv omspænder

      Tyrannen den begrædte Jord;

Som Livets Gud først vrister af hans Hænder

      Ved et almægtigt Ord! —

Hvad skal de Taarer da, som intet nytte? —

      Og siig mig, hvem begræder du? —

Er det den elskte Salige, hvis Hytte

      Guds Vink nedbryder nu? —

See Hende smile fra Cherubers Bolig! —

      Mon Hun i Sit Halleluja

Erindrer Støv, hvor Hun alt her saa rolig,

      Saa glad løsrev Sig fra? —

Misund dog ey din troeste Veninde,

      Den rige Frugt af prøvet Dyd! —

Mand! — Børn! — Slægt! — Armod! — ingen Graad maa rinde

      For eders Elsktes Fryd! —

O hvilken Rigdom strømte fra Dit Hierte

      Paa al Din Udsigts længste Kreds! —

Veninde! — Moder! — og vi see med Smerte,

      At Du est vel tilfreds? —

O Jakobsens — o vor — o alles Glæde! —

      Er det den Tak vi yde dig? —

Vi saae din Godheds Løn forud, — og græde,

      Fordi den skyndte sig! —

Bort Taare! — men den drypper hed! — den sletter

      De best udtænkte Tanker ud! —

Hvad vil du? — tie forvovne Suk, som tretter

      Med Godheds viise Gud! —

Mon han miskiendte Tiden, da han kaldte

      Sin elskte Brud fra Prøvelsen? —

Græd! — bruus! — og siig om Timen, som han valte,

      Hvorfor du laster den? —

Halvtretted gik vor Moder dig imøde,

      Forhadte, tunge Alderdom! —

Hun saae — hun følte halv din Vægt! — og døde,

      Før al din Tyngsel kom! —

Hun nød endnu med Sit halvbrustne Øye

      Fuldmoden Frugt af hver en Pligt; —

Hvad Hun forlod var meest ved Hendes Møye

      Forført, og lykkeligt! —

Mands, Børns og Slægts taknemmelige Taarer

      Forfriskte Kilder til der’ Vel;

Og tyldte Lyst igiennem kolde Aarer

      I Hendes trætte Siæl. —

Saa sank den i en sød og salig Slummer

      I Godheds Arm, fra Venners Skiød;

Og efterlod dem kun den ene Kummer,

      At Hun saa snart var død. —

Ak seer Du den, Du ømmeste Veninde;

      Da see den første gang med Lyst! —

Nyd alles Graad! — og læs Dit Æreminde

      I hvert et saaret Bryst! —

O Armods Trøst! — o Dydens Roes og Glæde! —

      Ey Marmor skal Du see! — men meer! —

See ved Din Aske, Fremmede, som græde,

      Naar Heltens Arving leer! —

Dog, Du har endt Dit Løb! — Du vandst Din Krone! —

      Og kommer ey vort Tab ihu! —

Mon Du, i Glands fra Herlighedens Throne,

      Kan see Din Grav endnu? —

Hvad vil I da, uædle — spildte Taarer? —

      Hvad skal da Sorgens hæse Raab? —

O Salige! — gav dog Din Død, som saarer,

      Selv Lægedom og Haab! —

En Død, som Din, beslutte vore Dage! —

      Da skal vi glemme Graad og Skrig, —

Og ey forgieves kalde Dig tilbage,

      Men glade gaae til Dig! —

Rondsted, den 14 May 1775.