Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

All poems by Johan Ludvig Heiberg on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.

A

Al Krig er endt, nu Fredens Glæde lyder

Alt forlader hun nu sin aldrende Ægtemands Leie

Alt hviler paa Markerne Sneen saa hvid

Amor gaaer omkring og tigger

At Danmark er et lidet Land

At Hyacinthen nok engang

Atter forsamles i festlige Klynger

Au au, den slemme Steen!

Aaret et Skuespil er. Paa Evighedens Theater

B

Besidde disse Blade den Magie

Beskjærm vor Konge, store Gud

Betydningen heraf er nok omtrent

Billig og ret er min Bøn: Lad enten min Elskte mig elske

Blandt alle Ting er, som man siger

D

Dagens Høitid er forbi

Da jeg er bange for en farlig Trasken

Danmark, deiligst Vang og Vænge

Danmarks, deiligst Vang og Venge

De Bølger rulle saa tungt afsted

Den Dag vi hilse med festligst Lov

Den dybe Sorg, som Danmarks Hjerte bærer

Den er forbi, den Tid, hvorpaa

Den femte Marts er kommen igjen

Den Fisker han monne ved Strandbredden gaae

Dengang fra Land til Land den arme Psyche [Den sidste Prøve]

Dengang fra Land til Land den arme Psyche [Til Jens Baggesen]

Dengang Lyset blev, paa Herrens Bud

Den lyse Sommertid er svunden

Den ædle Petrus gik i Sorgens Dale

Der er et helligt Borgerbrev

Der er et helligt Baand

Der er et Land i Norden

Der er i Himlen en Dreng saa smuk

Der gik en Dreng paa Gaden i Milano

Der gives Magter, som vort Liv bestemme

Der vanker en Ridder mellem grønne Træer

Der var engang en Mand — dog nei

De samle sig, lig underfulde Drømme

De Tanker og de Følelser, som før

Det banker paa Døren. Kom ind!

Det Billed af din Skjønheds hulde Glands

Det er bekjendt, at Sangens Gud

Det er dog grumme smukt, ved Gud!

Det er en gammel Sandhed, ofte prøvet

Det er lystigt nok at staae

Det gjælder Kamp paa Liv og Død

Det mylrer i Norgesgade

Det, som min Læbe stammer svagt

Det tydske Sprog er ei min Sag

Det var en gammel Skik i disse Lande

Dit Liv og denne Strimmel ligne sig

Du, Danmarks ældste Kirke

Du, Dørvogter, som er (o Skjændsel!) bunden med Lænker

Du har til mig betroet den Laurbærkrone

Du Vandringsmand ved Søen [Cantate]

Du Vandringsmand ved Søen [Uranienborg]

E

Ei den høie Himmelbue

Ei nogen Dag, som Aaret bringer

Elskeren er Soldat, og Cupido drager i Felten

En Elskovserklæring? hvad er det saa Meer?

En Gjenlyd af den Glædesklang

En Hovedpude være kan til Nytte

En Høstvind gaaer over visne Straa

En Sømand gjør ei mange Ord

En værdig Mand er død! I kraftig Alder

En Vaardag, som kommer i sildige Høst

Erindrer De, det var i Kongenshave

Erindrer du, naar fordum, i min Barndom

Er Striden de lana caprina forbi

Et Par af vore mindste Critici

Et Sted, hvortil sig i Tanken binder

Et Aar er endt; med Aaret Meget svinder

Et Aar er gaaet til Hvile

Et Aar forsvandt; paa trætte Vinger

F

Farvel, farvel, mit Fædreland

Fest i October! du samler os atter

For Declamation os naadig bevar

For silde jeg seer det, jeg kom tilkort

Fra høie parnassiske Tinde

Fætter! hvad skal Enden blive

Før Du forlader Dannevang

Førend Aaret drager frem

Før Livets Herre havde Livet skabt

Ført af Tiden paa dens Vinger

Før Teppet ruller ned for sidste Gang

Før Aaret, trættet af sin lange Gang

G

Glade Dag, som atter bringer

Gud give, jeg var en Hest!

H

Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker

Heraus, du Kjøbenhavner, og see dig rigtig om

Her driver jeg paa Torvet om

Her du skuer det Centrum, hvorom det Hele sig dreier

Her hos denne Præst jeg aander atter

Her, hvor den Digter, som Dannemark kroner

Herligt, en Sommernat

Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid

Himlen er mild, nu har vi Mai

Hist i Kreds af nøgne Fjelde

Hos Romerne det var, som Hvermand veed

Hr. Bugislav er saa vældig en Mand

Hulde Natur, ved hvis bankende Hjerte

Hvad! kan jeg troe hvad jeg seer? Igaar omsnygede Sneen

Hvad min Prolog Dem har forklaret galt

Hvad toner gjennem Skoven

Hvert Aar, som Tiden svinder

Hvilken Bygning er her? Er Det en christelig Kirke?

Hvis Fader Holberg, før han blev Baron

Hvoraf kommer det, at saa haardt mig synes mit Leie

Hvor Bögeskoven svæver

Hvor Bølgen skummer i sin Flugt

Hvor er hun alt mit Hjerte kjær

Hvor Nordsøen bruser i rivende Strøm

Hvor sørgelig dog Skoven bliver

Hæv dig fra Hjertet, vor tonende Røst

Høilig velsignet være Cammermeyer

Høit alt monne Solen staae

Høit paa en Green en Krage

I

I Dandsen du mig møder

I de høie Guders Lund

I denne Kirke din Haand du mig gav

Idet jeg herved træder frem

I Folkets Midte hilset vær

Igjennem mørke Dale

I gode Venner, alle I

I Julens Tid, just da det vintergrønne

I Maroquin en Vaudeville

Imorges sendte jeg dig Duefjer

I sidste Høst, da Løvet faldt

I søvnig Tilstand Livet ei man finder

I Vallø Kloster

I Venner, som hørte saa mangen Gang

I ønsker en Sonet. Som I befaler

I Aar den lille Gud med Vinger

J

Jeg er kun ringe, men forsmaa mig ei,“ —

Jeg hilser Eder, mine christne Venner

Jeg kom bag Plankeværket

Jeg seer jer, Hveens truende Ruiner!

Jeg træder frem som Prologus

Jord og Himmel ere skilt som tvende

Juletid, du Glædens Bringer

K

Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne

Kan du, o Sangens Muse

Kjöbenhavner! reis dig op

Komme hvo som komme kan

Kong Christian drager hjem igjen

Kong Christian har sit Folk forladt

Kong Christian! i vor Kreds Du staaer

Kong Christian! lyt til Velkomstsangens Toner

Kong Svegder sad ved Julen i sin Halle

Konning Volmer drager afsted paa Jagt

L

Lad, høie Prinds, det Offer, Hjertet bringer

Lad Sangens Fugl sig hæve

Lette Bølge! naar du blaaner

Lille Brev! forstaae mit Ord

Lille Hjerte! bliv ei sygt

Luften var brændende hed, og Middagens Time var kommen

Luna, du hellige Mø, som trænger med matteste Straaler

M

Mangen undres, at Du ombytter Danmark med Norge

Man hører end iblandt en Sydbo tale

Man sig forlover, bytter sin Ring

Marie, nu kom! hvad venter du paa?

Med Venlighed du mod en Gave tage

Meget i vor Tid er slappet

Men Clara! hvorfor rødmer du ved Berlings Avis

Mens Vaaren kæmper end mod Slud og Kulde

Midt i den bedste Sommertid

Min Reisetid sig nærmer nu sin Ende

Min smukke lille Pige!

Mit Herskab kommer sildigt hjem

Mod hver en Magt, som tør forstyrre Freden

N

Nattens Dunkelhed er svunden

Nu, da snart, paa Floras Bud

Nu er det Hviletid; alt Løvet falder

Nu hviler den tause, dæmrende Nat

Nu hviler Grön med Fane sin

Nu hviler Sneen over Haven

Nu Løvsalen skygger

Nu smiler alt den unge Vaar

Nu Tordenskyen trækker

Nu vanker jeg atter til Haven hen

Nys jeg stemte min Streng til Vaaben og blodige Krige

Naar Aftenglands og Morgenrøde

Naar, Fredrik, her Du træder frem

Naar Hanen glad og munter galer

Naar Landets elskte Fader kaldes bort

Naar Scenens Kunstner træder frem

Naar Sommeren taber sit yndige Grønt

Naar Vandringsmanden mellem Mark og Enge

O

O Dag, som hilstes her i Chor

O fly for Amors Snare

O Fredrik! paa Din Høitidsdag

Ogsaa her et Selskab promenerer

O! hvem der dog var en Handelsmand!

O Sangens Musa, du som lønner

O stands, før Banen Du forlader

P

Phönix, du, som nys begravet

Pindsemorgen! o hvor skjøn!

Poul Martin forlader sit Fædreneland

Paa Danskes Vei til Roes og Magt

Paa den Festdag i den lyse Vaar

Paa denne skyggefulde Plads

Paa Engen hvile de Taager graae

Paa Himlen et Uveir truer

Paa Strandbredden nylig med Frygt og med Haab

R

Retted Poeten sit Værk efter eders fattige Fordring

S

Sadl op min Hest og træk den frem!

See dine Sønner forsamles paany [Cantate]

See dine Sønner forsamles paany [Cantate]

See her, Barnlille, vises dig

Seer De nu? De har vundet Deres Sag

Seer du den gothiske Kirke? Med Taarnets Spidse den peger

See saa! Nu er vi her tilbage

Siig, vil du ei mistænke mig

Skjøndt født i Herthas milde Blomsterdale

Skjøndt ingen Straaler for vort Øie tindre

Skjøn Jomfru, som sidder

Sky, du som seiler paa Himmelens Bølge

Slide Dagen hen med stadig Møie

Slumret ind ved Skylleregnens Strømme

Smaablomster, lader eder ei forskrække

Smaafuglen synger

Solen sank bag grønne Lund

Som Helt for Melpomenes Dolk

Som tabte Herligheders Rest

Som Tolk for de taknemmeligste Hjerter

Som Uindviet i den høie Kunst

Som Aaret paa sin første Dag

Sortindhyllede Mænd! I, som jer tause forsamle

Saa Dette kaldes i Skoven at gaae?

Saa fik du mig da fat! Din Haand mit Kors berørte

Saalænge Solens Fakkel flammer

Saasnart den unge Vaar udfoldet har sin Vinge

T

Tidt mellem Middelaldrens gamle Bøger

Til hende, som i Gratiernes Spor

Tillad, o Dagens Dronning, at jeg fletter

Tiltrods for hvad oplyste Folk vil sige

Tjenstagtighed det er en herlig Dyd

Trøst dig! Gribben vil ei af dig udhakke din Lever

Tung og lang var, Jordiske din Liden

Tys! Hvo banker paa Døren? Hvad seer jeg? Amor sig nærmer

U

Undskyld, om jeg Dem vækker for brat