Soldaten paa Hjemvandring
7
7
Smaafuglen synger,
Skovtoppen gynger,
Natvinden lufter,
Stjernerne staae
Og stirre derpaa
Med Øine saa blaae.
Her kan jeg kjende,
Skoven har Ende,
Kløveren dufter.
Rask med et Spring
Ved Stenten omkring,
Hvor Veien gjør et Sving!
Mon jeg alt ventes idag i mit Hjem?
Venner og Slægtninge finder jeg dem?
Hurtig! det er silde,
Lad mig Tid ei spilde!
Fremad! nu frem!
Hvor er nu Stien?
Gik jeg forbi ’en?
Nej, her den kommer.
Lyset er mat,
Og Tusmørket brat
En Efteraarsnat.
Ved Tørvemosen
Staaer Hybenrosen,
Just som i Sommer.
Saa gik jeg ret,
Jeg kjender saa let
Igjen denne Plet.
Her var det, Lise paa Bortreisens Qveld
Plukked en Blomst og mig gav til Farvel.
Rosen hele Tiden
Fulgte mig i Striden,
Den bragte Held.
Lys kan jeg skimte;
See, hvor de glimte
Frem over Bakken!
Ja, det er der!
Nu er jeg saa nær,
Jeg seer vore Træer.
Der vil da blive
Favntag at give,
Spørgen og Snakken!
Jeg om hvert Sted
Maa give Besked,
Hvor selv jeg var med.
Ja, men det er kun saa Lidt, jeg har gjort;
Var jeg en Tydsker, jeg kaldte det Stort.
Men hvad skal man sige!
Nu vil jeg mig snige
Ind ad vor Port.
Strax har mig Hunden,
Som her er bunden,
Kjendt og besnuset.
Gjø nu kun ei!
Til Vindvet min Vei
Saa sagte gaaer jeg.
See gamle Fatter,
Som under Latter,
Nipper til Kruset!
Moer ved et Fad
Med velskaaret Mad
Nu sætter sig glad.
Jøsses! og Lise ved Bordet jeg seer!
Gud! nej hvor deilig! jeg dyer mig ei meer.
Hurtig! Døren aaben!
Frygt ei mine Vaaben!
Her har I Peer!