Fætter, hvad skal Enden blive,
Farer du saaledes fort?
Vil du flere Viser skrive?
Sidste Gang kom du tilkort.
Dog, det Intet vil betyde,
Skriv kun flere, Sligt er Skjers,
Jeg vil gerne Landser bryde
Med en Mand som skriver Vers.
Om han stikler, om han høvler,
Gjør han mig dog mere glad,
End saa mangen Prosa-Vrøvler
I det kjøbenhavnske Blad.
Sligt jeg som en Fest betragter,
Som et ædelt Ridderspil,
Jeg, mod hvem saa mangen Slagter
Bare Næver bruge vil.
Sagtens kunde jeg ham spørge,
Hvor han fik Doubletter fra,
Thi jeg selv kan godt besørge
Min Lanterna magica.
Hvis og Uheld mon cassere
Mig et Billed eller to,
For dem selv at reparere
Er jeg Mester, kan du troe.
Høres ei fra tusind Kanter
(Og jeg troer, at man har Ret),
At et Stykke med Doublanter
Gaaer gemeenlig noget slet?
Lige meget! lad saa være!
Brug kun min Lanternes Lys;
Den skal tjene dig, min Kjære,
Som mig selv den tjente nys.
Himlen veed, at min Lanterne
Kun er svag og lidt bevendt,
Men dens ringe Lys vil gjerne
Gjøre dig lidt meer bekjendt.
Defor styr til mig kun Kaasen,
Jeg har Plads vel for en Snees;
Kom du kun, og nærm dig Praasen,
For at ogsaa du kan sees.
Faaer jeg Vittighed at høre,
O! saa har du vundet Spil,
Og da kan du ved mig gjøre
Næsten Alt hvad kun du vil.
Som du seer, min kjære Fætter,
Jeg er ei saa grov som du;
Thi jeg haaber, at du gjætter
Hvad jeg vil dig sige nu.
Jeg vil ikke debitere,
Dine Vers er uden Salt,
(Skjøndt ifald de havde mere,
Var det ikke just saa galt):
Tvertimod, hav Tak for Føden!
Thi mig var din Takforsidst
Manna midt i Hungersnøden
Hos den evige Copist.
Du kan dog det Danske skrive,
Saa en Dansk kan det forstaae;
Du kan dog en Skose give,
Som er værd at svare paa.
Du har dog et Glimt af Tanke,
Og af Vittighed et Sving.
Sligt ei plejer der at vanke;
Himmel! det er store Ting.
Hvo har gjort et saadant Under?
Svar oprigtig hvem du troer? —
Min er Æren! O misunder
Mig den ei! den er ei stor.
Sorae tenebris demersus,
Nød du tynd Celebritet;
Jeg har gjort dig til Poet.
Hvis din Barm en Gnist kun gjemmer
Af Erkjendtlighedens Blus,
Hvad du skylder mig, du glemmer
Aldrig paa din Pegasus.
Husk, at paa Academiet
Var der fordum Kiv og Tvist;
Jeg har det fra Splid befriet,
Gav jer Fredens Olieqvist.
Først i Faren vil man skatte
Brodersind og Enighed;
Mellem Hunde selv og Katte
Sluttes fordeelagtig Fred.
Thi lig Bruti tynde Grene,
Hver af jer kan knækkes let;
Men naar Alle sig forene
Til et Riis, da holder det.
Altsaa, da jeg har Meriter
Af dit Compagnie, som dig,
Tillad, at lidt nær jeg titter
Paa de Vers, du skjænkte mig.
Just fordi det mangler ikke
Dem paa Vid — det Hvermand seer —
Lad mig vise dine Blikke,
Hvor der kunde findes meer.
Isabella du citerer
Som et Plagium fra Spansk;
Husk, at selv du plagierer
Denne Sludder fra en Dansk.
Hvoraf mon "Poëta" komme?
Af "ποιειν" saa vidt jeg veed;
Derfor har en Digters Domme
Productiv Selvstændighed.
Døm som Digter da i Tvisten,
Siig, om det er Plagiat;
Gjør dog ikke, som Copisten,
Dig til litterær Castrat.
Naar du siger i din Tale,
At om jeg ved Elverhøi
Hviler mig, saa kommer Dvale
Ned til Folket, — vist du løi.
Thi jeg veed nok, at jeg Stakkel
Ikke Chinas Keiser er;
Han kan gjøre sligt Mirakel,
Men man saae det aldrig her.
Hvergang han har Øiet lukket,
Saa er ogsaa Folket træt;
Og naar han har spist og drukket,
Saa er ogsaa Folket mæt.
Væn dig af, at sammenjaske
Halve Tanker, for Gevalt;
Siig ei: naar du mig vil vaske,
Spilder Humle du og Malt.
Thi hvis Ondskab hos jer finder
Knap af Geist et Fingerbøl,
Slutter den, at Sorøes Qvinder
Vaske deres Mænd i Øl.
Bedst i Sæbevand man tvætter;
Selv som indre Medicin
Giv ei Musen Øl, min Fætter,
Heller lidt Champagneviin.
Dog det er kun Bagateller,
Ting som kun har liden Vægt,
Og man fordrer vist ei heller,
At du være skal correct.
I Begeisting og i Vrede
Sættes let en Nonsens-Beet;
Sligt, jeg troer, hos jer dernede
Kaldes Genialitet.
Bedre dog, om du herefter
Ikke gjør for mangen Buk,
Øver bedre dine Kræfter,
Træffer bedre med dit Hug.
Det er ikke mig det Samme,
Om at fægte du forstaaer,
Thi af Udfald, der ei ramme,
Selv jeg ingen Ære faaer.
Men en anden Ting resterer,
Som har mere Klem og Fynd:
Du mit Sindelag tracterer
Noget haardt, og det er Synd.
Hvorfor siger du, at Avind
Til Satire mig formaaer?
Ha! der tabte du dit Glavind,
Og med plumpe Næver staaer.
Hold dig smukt til Facta, Kjære!
Lad Motiverne gaae frie!
Du bør ikke Plathed lære
I de Andres Compagnie.
Siig mig, kjære Fætter, svoer du
Ikke til Apollos Pen?
Eller, idetmindste, troer du
Ikke nok, du svoer til den?
Du, det lille Sorøes Irisk,
Sanger af saa mangen Sang,
Er du ikke selv satirisk,
Eller troer det mangen Gang?
Naar saa er, jeg spørger atter:
Er Satiren dig saa ny,
At du ei dens Frihed fatter?
Skam dig, Digter! skam dig! fy!
Hvis jeg før mit sjette Billed
Havde sagt: "O Publicum!
"I hvad her er forestillet
"See en Spøg, og vær ei dum!
"Dybt mit danske Hjerte skjønner
"Paa det ærefulde Kald,
"At og Sveas Laurbær lønner
"Nordens Guders høie Skjald:
"Hædrer man hans Digt og Sange,
"Faaer vor fælleds Bane Glands;
"Selv jeg har alt mange Gange
"Flettet Laurbær i hans Krands;
"Men da sagtens Alt i Livet
"Og en comisk Side har,
"Og det mig især blev givet,
"Den i Alt at blive vaer;
"Da man og for den Lanterne,
"Som har Navnet af Magie,
"Ikke maler just saa gjerne
"Rafaelisk Maleri;
"Og da nu den tørre Karpe
"Om en Kikkert eller Ven
"Efter den tegnérske Harpe
"Tonede saa fattigt hen;
"Thi da han i Nabolandet
"Var vor Digtekunsts Gesandt,
"Kunde han dog talt om Andet
"End sig selv og Fjas og Tant;
"Da nu Dette, som og Mere,
"Dygtig Vand i Blodet slog,
"Lidt med Tungen at raillere
"Jeg mig ydmygst Frihed tog;
"Og fra Arilds Tid forresten
"(Dette mærk, o Publicum!)
"Overalt Satiren næsten
"Har et Privilegium;
"Du har vist lidt Lærdom pillet,
"Du har sagtens læst etsteds,
"At selv Socrates blev drillet
"Slemt af Aristophanes;
"Er der langt fra mine Streger
"Til Aristophan’s Format,
"Er dog vistnok Oehlenschläger
"Endnu længer fra Socrat;" —
Hvis jeg havde talt saalunde,
Vilde hver en Digter svart:
"Hvad du sagde der, det kunde
"Du dig gjerne have spart;
"Muligt at det Hoben øver,
"Thi den fatter vanskeligt;
"Men hvo Digter er, behøver
"Sagtens ei at lære Sligt." —
Atsaa, Fætter, hør nu atter:
Mon du rigtig Digter er,
Naar du ei forstaaer, ei fatter,
ei begriber Dette her?
Du, som taler om at "skaane,"
Føler du i Sandhed Kald
Til dit svage Værn at laane
Ham, du kalder Dannerskjald?
Dig jeg skaane vil, min Kjære!
Og jeg troer, du mærker det;
Han kan vel et Angreb bære,
Thi han rokkes ei saa let.
Selv jeg har saa stærke Volde
Bygget om hans faste Plads,
At jeg tænker, de skal holde;
Dine springe vil, som Glas.
Hver en Skjald erobrer bare
Nyt Terrain bag eget Skjold;
Men for Grændsen at forsvare
Byggedes Critikens Vold.
Hvis engang Vandalers Flokke,
Uden Kundskab, uden Smag,
Vil den store Digter rokke,
— Og det hændes vist en Dag; —
Skal man raabe til dem: "Frække!
"Veed I, hvad I prøve paa?
"Her til Grændsen kan I række;
"Længer kan I ikke gaae."
O men du, som dreier Liren,
Fætter! Kjender du Critik,
Du som ei engang Satiren
Skuet har med Digterblik?
Troer du, at den døde Regel
Er Philosophiens Bæk?
Siig, hvad kjender du til Hegel,
Skjøndt du nævner ham saa kjæk?
Siden du vil Sværdet føre,
Maa du virke noget Stort.
Kom da hid og lad os høre:
Hvad har du for Skjalden gjort?
Har du gjort ham mere sikker
Ved dit Gedebukkespring?
Var du meer end Spytteslikker
Af hans jammerligste Ting?
Du har panegyriseret
Hans utrolige Roman,
Og har Qvalmerne formeret
Med bestandig Marsepan.
Dog, hvad nytte disse Trætter?
Hver beholde maa sin Tro.
Saa farvel da, kjære Fætter!
Verden rummer nok os To.
Hvis paany vi træffe sammen
Paa de danske Musers Kyst,
Skal det være Fryd og Gammen
At forsøge nok en Dyst.
Lad os stærkt hinanden klemme,
Fast i Sadlen, rank til Hest,
Men for Alting ikke glemme,
Vor Turnering er en Fest!