Meget i vor Tid er slappet,
Meget i vort Land er smaat,
Meget flikket, Meget lappet,
Meget, som er ikke godt.
Stærkt man trænger til det Store,
For at hæves fra det Smaa,
Aanden trænger til en Spore,
För den sövnig gaaer istaa.
Hæv dig over Prosamuren
Til en kæmpekraftig Aand,
Som, et Billed af Naturen,
Virker med dens sikkre Haand.
Som Naturen aldrig feiler,
Gaaer sin faste Bane hen:
Kunst, hvori Natur sig speiler,
Selv ufeilbar er som den.
Som Natur, af Roes og Dadel
Uanfægtet, sikker gaaer:
Kunsten, sikker paa sin Adel,
Uberört af begge staaer.
Thi til Mængden siger Aanden:
„Skal vi vandre samme Vei,
„Faaer jeg tage dig ved Haanden,
„Thi du vakler, ikke jeg.
„Hvis jeg dvæler, hvis jeg haster,
„Hold då Skridt; vor Vei er lang.
„Om du roser, om du laster,
„Det forandrer ei min Gang.
„Om du kan mit Væsen fatte,
„Blive maa din egen Sag;
„Ere dine Kræfter matte,
„Saa forlad mig alt idag.
„Men min Gang kan paa vor Vandring
„Ikke lempes efter din;
„Skal der heri skee Forandring,
„Din det bliver, ikke min.” —
Saadan Aanden kjæk bebuder
Hvad den af Naturen fik,
Mens den stiller Oldtids Guder
Frem for et forbauset Blik.
Mængden stirrer paa de store
Gjæster fra et fremmed Land,
Spörger: Kan mig Dette more?
Kan det danne min Forstand?
Men af intet Ord bevæget,
Som Naturen fast og kjæk,
Stötten staaer, i Stenen præget,
Og forandrer intet Træk.
Snart i disse höie Haller
Skal de samles, Rad paa Rad,
Deres Röst til Templet kalder
Alle fra den store Stad.
Lærer her, selvkloge Stakler,
Hvad mod Aanden I formaae;
Lærer, at den gjör Mirakler,
Og at I kun see derpaa.
Hver, som Dommerord at tordne,
Raad at give har for Skik,
Lære her at underordne
Sin unyttige Critik.
Stjernerne med faste Blikke
Den bestemte Bane gaae;
Ændre den, det kan du ikke,
Nu, saa pröv den at forstaae!