Phönix, du, som nys begravet
I din Aske laae,
Og nu frem af Flammehavet
Stiger mod det Blaae!
Ei ved Elementers Vrede
Oftere du döe!
Kneis kun fra din hïe Rede
Over Land og Söe!
Borg, der selv er uden Mage
Mellem Borges Chor,
Sku de lykkeligste Dage
Hilse Danmarks Jord!
Fra din Tinde, nær ved Himlen,
See langs Codans Flig
Fredelige Masters Vrimlen,
Birman-Skoven lig.
Og naar ei dit Blik sig hæver
Over salte Flod,
Men mod Jorden nedad svæver
Til din Kæmpefod:
See paa Pladser og i Gader
Livlig Virksomhed,
Og endog paa lave Stader
Lykke, Fryd og Fred;
Og du selv skal i dit Indre,
I din Höisal stor,
See det snerre Rum, det mindre,
Hvori Lykken boer.
Lykken alt med Kjærligheden
Flyttet er derind,
Den har fæstet Svalereden
Til din höie Tind.
Her paa lykkelige Dage
Kongeparret skal,
Med sit Folk forenet, drage
Til den höie Hal,
Medens Tusinder af Kjerter
Straale Lyset ud,
Medens Tusinder af Hjerter
Fölge Glædens Bud.