O! hvem der dog var en Handelsmand!
O! hvem der dog var Grosserer!
En Anden saa let ei handle kan,
I det Samme, han speculerer.
Hvor er det herligt, paa Börsen gaae,
Og Vexel- og Coursberegning forstaae
Og Alt, hvad i Handlen passerer!
Men Den, som engang er slaaet til Poet,
Blev aldrig i Handel en Daler;
Og blev han imellem paa Börsen seet,
Var det aldrig med Capitaler.
Idethöieste gik han til Schubothe hen,
Og bragte Frugten af Blæk og Pen,
Som Hr. Langhoff contant betaler.
Poeten derfor, og Hver, som fik
Lige saa fattige Frugter,
Betragter Börsen med andet Blik,
End Han, som Profiten lugter:
Han beundrer Bygningens Architectur,
De gamle Zirater paa röde Muur
Og paa Spiret Slangernes Bugter.
Og tænker Kjöbmanden ene paa
Imorgen og kommende Dage,
Saa lader Digteren Blikket gaae
Til de svundne Tider tilbage.
Han skuer Christian den Fjerdes Aand,
Og kysser i Tanken den Skjoldunghaand,
Hvis Værker er uden Mage.
Men troer dog ikke, Poeten kan
Blot vugge sig i Chimairer;
Nei, naar det gjælder, saa kjender han
Vel ogsaa til Börs-Affairer;
Og om just selv han ikke dem gjör,
Han Andres Virksomhed skue tör,
Og ved den sig gjerne belærer.
Hvad derom jeg melder, er vist og sandt,
Skjöndt Sagen synes utrolig:
Viid, Amor er selv en Börs-Speculant,
Og gjör Kjöbmandsbarmen urolig.
Jeg selv har seet ham engang paa min Vei,
For mig var han synlig, for Andre dog ei,
Thi med Digteren er han fortrolig.
Jeg spurgte med Latter: ”Men hvad gjör du?”
Han svarte: ”Jeg speculerer.” —
— ”Hvori?” — ”Jeg veed ei rigtig endnu;
”Kun Hjerternes Cours jeg noterer.” —
— ”Men den rige Grosserer har Barmen tom;
”Langt för til den fattige Digter kom!
”Han gjerne dig inviterer.” —
— ”En Digter,” sagde han, ”hjelper sig nok,
”Jeg altid en Piil ham laaner;
”Men en Kjöbmand er saa stiv som en Stok,
”Han gjerne min Magt forhaaner.
”Men pas nu paa! han vogter sig ei,
”Jeg skyder ham midt paa hans Handelsvei;
”Du veed nok, Ingen jeg skaaner.” —
Jeg tænkte: Gud veed, hvad nu vil skee,
Ei Gudens Forsæt jeg gjætter.
En Pige traadte da frem, og see!
Hun falböd friske Bouquetter.
Hendes Öine var selv Violer blaae
Og af Rosenknopper, voxende, smaa,
Paa sit Bryst hun skjulte Doubletter.
Hun kunde vel være femten Aar,
— En Alder, skjönnest af alle, —
Hun bar Kjærminder i flettet Haar, —
Contrast man maatte det kalde,
Thi Kjolen pjaltet om Skuldren hang,
Saa löselig kastet, saa lidet trang,
Som om den let kunde falde.
Nu skulde man seet den Kjöbmandsflok
Og Mæglernes Hær tillige!
Da kjöbtes der af Bouquetter en Skok
Hos den blomstrende Blomsterpige.
Tilsidst paa Bouquetter lens bun var,
Da solgte hun den, hun i Haaret bar,
Til en Kjöbmand, en af de rige.
Men alle de Mange, som ingen fik,
Bestormed Pigen om flere;
Hun raabte, da gjennem Klyngen hun gik:
”Jeg har ikke Blomster mere.” —
— ”Jo vist! den sidste du gjemmer endnu;
”Jeg skimter, i Kjolen den skjuler du,
”O lad den hos mig florere!” —
Da svarte hun: ”Har jeg en enkelt gjemt,
”Min Kjæreste venter den længe;
”Og fik han den aldrig, da var det slemt,
”Maaskee han vilde sig hænge.” —
Nu smiilte hun med ironisk Blik,
Og triumferende bort hun gik,
Thi Lommen var fuld af Penge.
Da blev der en stöiende Mumlen derom,
Et formeligt Charivari,
Som Amor, der frem af Krogen kom,
Jublende blanded sit Svar i.
Og en Piil han greb, og skjöndt han er blind,
Paa den sorte Tavle ridsed han ind:
”Idag var Coursen al pari.”