Protestantismen i NaturenEn MysterieI Det gjælder Kamp paa Liv og Død,Imod det Ydre ruster sig det Indre,Thi Hiint os længe Trældom bød,Men Dette — Tanken — har begyndt at tindre;Den trodser hvad den forhen lød,Og har den bragt det første Stød,Den lader sig ei meer forhindre,Den vil erobre Verden, ikke Mindre. Den tegner Banen Med stærke Træk, Snart Seiersfanen Den planter kjæk.II O men fornem de sorrigfulde Sukkes Klagende Strøm! See, hvor de skjønne Phantasier vugges Bort, lig en Drøm! Solen er opstaaet, Maanen ikke skinner, Sandsernes Verdens gyldne Trylleri Flygter og forsvinder; Alt er forbi!Troen ei meer til Syn af Gud sig hæver, Tillidsfuld, stærk; Kun som en Tanke han usynlig svæver Bag ved sit Værk. Ak! og Naturen ikke længer smiler Huldt som den Dragt, hvori hans Væsen kom; Skilt fra Gud den hviler Aandløs og tom.Frelseren vil sit Billed ei besjæle, Tegnet er dødt; Fromhed ei længer for ham selv tør knæle, Sværmende sødt. Markernes Krands til Korset ei man bringer, Helgenens Alter kun forladt man seer, Ei til Messe ringer Skovklokken meer.Verden af tusind glade Phantasier! Ak, du forgaaer! Luften forstummer, Kildevældet tier, Eensom jeg staaer. Hvor skal jeg høre Svaret paa min Længsel? Hvor skal jeg henflye til en savnet Røst? Hvor i dette Fængsel Toner min Trøst?III Vend mod dit Indre dit Blik!Hvad i din Verden forgik,Vil i din Tanke du finde,Alt det Forsvundne derindeLiv og Tilværelse fik.IV Den Gud, du søger, er din egen Gud; Hvad vil du mere? Han træder ikke som en Gjenstand ud Blandt andre, flere. Du føler ham, hvergang dit Hjerte banker Af hellig Lyst; Du hører ham i dine bedste Tanker Som evig Røst. Idet du søger, du ham alt har fundet, Idet du spørger, er alt Svaret vundet.Naturen, smykket i sin hele Pragt, Er altfor ringe Til ved sin stille Flid en værdig Dragt For ham at bringe. Men tom og aandløs er den derfor ikke, Og ei forladt: Den skuer mod hans Sol med tusind Blikke Fra Støvets Nat, Med tusind Tunger tolker den sin Stræben, Hans Ord den klinger ubevidst paa Læben.V Aandens Lys i Sjælens KammerGlimter med stærke Lyn,Den skuer Gud og sig selv ved de samme Flammer,I det samme Syn.Og ved Lyset, der, lig en Stjerne,Opgik i Menneskets Bryst,Skal Naturen til det yderste FjerneVorde klar og løfte sin Røst,Og skal Mennesket besvare,Som forgjæves spurgte den nys,Og sit Liv aabenbareSom en Stræben mod Frihedens Lys.