Kalliope
→
Digtere
→
Axel Juel
→
Førstelinjer
Axel Juel
(1883–1948)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Biografi
Søg
A
Af Væde sortner Vejens hvide Støv
Ak, lille Marie, engang skal vi dø
Alverden i martrende Fængsel er holdt
B
Bladene blafrer uroligt og vildt
Bragte Dagen Dig
D
De sidste spredte Skud er skudt
Dejligst af alle Glæder
Dejligt at vandre af Træthed beruset
Den lille, sorte Ohola
Den vege Vismand forsager Livet
Der er ingenting, der maner
Der er intet, der som Du mit Sind har dulmet
Der er intet, der som Suset i nattetunge Trær
Der er kun eet, jeg elsker som en Hund
Der laa saa mange Breve
Der snor sig i den grønne Skov
Der strømmed mod mig dybt af Dit Væsen
Det dirrer i den svale Luft
Det er idag saa inderligt
Det gør mig saa ondt, lille Ella
Det hvide Fyr
Det kvidrer fra de nøgne Trær
Det lider imod Natten
Din Midie varsomt buet mod Lænden linjeren
Disse Gader er slet ikke Gader
Du er Duggen, Du er Regnen
Du er hvert taaget Efteraar
Du gik med mig, da jeg var Dreng
Du gode Stilhed
Du Landevej, der har kendt min Glæde
Du siger, der er blevet saa fremmed i mit Sind
Du som har følt en Modgangsdag
Du spørger mig, hvorfor
Du var min Ungdoms Lykke
Du var vor Ungdoms Gud, og mangen Nat
E
Een krydser krapt mod Vinden
En Aften Du var hos mig
En Barne-Bøg i den vide Eng
En Havfrue svømmede, hvor Tang og Stilhed gror
En hviskende, puslende Stilhed derude
En høstlig Himmel over sorte Træer
En høstlig Kvæld efter Grøde-Regn
En kold Decembermorgen
En Sang for Jer, der bærer Festens Fakler
En silde Sommeraften med stille Bladesus
Engang var alt mit Væsen Kamp og Kiv
Et Liv af Evighedens
Et svigtende, bristende — bliv
Evigt rinder Danmarks Graad for den tabte Søn
F
Farverne segner i Mulmets Favn
Fløjterne har kun saa kort et Parti
Fra Mindernes Morgen vi møder vor Daad
Frem og tilbage, tilbage og frem
Først græder Sorgen, og Glæden lér
Først lærte jeg ved mit Skolebord
H
Han siger ingenting, den lille Fyr
Han stod og saa
Helvedkaar, Vanvidsaar
Her jeg ventede Dig, Du
Himlen dyb og dunkel-blaa
Hvor Du gjorde mig glad
Hvor elsker jeg at gaa, naar det er Nat
Hvor elsker jeg Din Glæde
Hvor en Kornmark gyldent bølged
Hvor en Landevej begynder
Hvor er det skønt at vente En
Hvor er det sært, at hun, der sover dèr
Hvor Hesten begynder at sakke
Hvor jeg husker Dig, Du Lille
Hvor Luften dog er kølig, ren
Hvor Strandens Linje buer
Hvor Verden er mangfoldig
Højt i min Haves højeste Træ
Højt over Bølger og Master
Højt over Døgnets Veksellys og Færden
Hør Lærken, Lærken overalt
Hør Tjener: sæt mig Bordet ud
I
I en stille, fornem Forstad
I et Værksteds dunkle Kammer
I forborgen Skæmt
I Skjul bag Næssets Skove
Intet gør mig svag
Intet levende øjner jeg fjernt eller nær
J
Ja, jeg ved, at Du er bange
Ja, Verden er styg, og Verden er ond
Jeg duved over Havet
Jeg elsker Dig mer, end et Menneske maa
Jeg elsker, naar Du smiler
Jeg elsker Provinsbyen, helst imod Aften
Jeg elsker Skumringsstunden
Jeg er den ydmyge Elsker
Jeg er en lille Væverpige
Jeg er hjemløs alle Vegne —
Jeg er Hverdagens Barn, se jeg kommer til Dig
Jeg har gaaet timevis
Jeg har vandret hele Natten
Jeg kommer hjem til mine stille Stuer
Jeg synes, jeg aldrig har ejet
Jeg saa i Avisen, Du vies idag
Jeg tror, at det er tungt at se
Jeg vandred under Solen, jeg vandred under Maanen
Jeg vil sidde her i Solen
Jeg øjnede et dæmpet Lys
K
Kan Du huske hendes Øjne
Klinikken ligger paa en Brink ved Havet
L
Langsmed de disede Skovbryn og Diger
Lille Kvinde med de blide Hænder
M
Med Vinløv tækt, et Kunstens Tabernakel
Men hvor kan min store, fornuftige Pige
Mens vor Tanke og vort Hjerte
Min Sjæl gled over Dit Øjes
N
Noget maa visne for andet, som gror
Nu dufter alle Haver
Nu er alle Broer sprængte
Nu grønnes Danmark i Sol og Dug
Nu klæder Sneen hvid den hele Egn
Nu kommer fra Landet de duvende Læs
Nu kommer Uglen frem
Nu kræves mer end Kampens vilde Mod
Nu lukkes Dør og Vindu op
Nu pipper de Fugle derude saa smaat
Nu skal jeg aldrig se Dig smile mer
Nu skygger dunkle Skyer over
Naar jeg løfter Festens Bæger
O
Oholiba, blege Pige
P
Pageben i Sløjfesko
S
Salutkanoner bragede
Sidde længe ved det sidste Bæger
Skærm Dine Blomster
Smaahuse — en Kirke
Stille, Kunstner, jeg er hos Dig
Stille, mit Hjærte, stille
Stormen er som stride Strømme
Straalende Templer, rejst af Marmorstene
Søen er mat som et døende Blik
Saa bankede Du da en Dag paa min Dør
Saa gik der for vor Sjæl et Aar
Saa kys mig da, Tøs med den dejlige Mund
T
Trofast som en Muld, der nærer
Træt af Gadens tamme, blege
Trætte Vandrer, stands Din Gang
U
Ud mod den brede Landevej
V
Vandt Du Dig Slot af Marmorsten
Vi har kørt ad stille Veje
Vi løfter op vor Baad
Vi sad i Kabinettet
Vi skal aldrig mere mødes
Vi skulde have vandret
Vi stirred mod Himlen med spejdende Blik
Å
Aa Gudskelov for Nætter og for Dage
Aartusinder intet forandrer