Jeg tror, at det er tungt at se,
engang, at Ungdomsvenner dør,
at Tiden iler os forbi,
og intet, intet er som før.
Og jeg forstaar, man bliver træt,
og at man stanser al sin Strid,
og lever kun i det, som svandt,
og tror kun paa den gamle Tid.
Men tifold tungere at se,
at Unges unge Tanker dør,
at En med Manddoms Kraft og Aand
kan svige, hvad han elsked før.
Jeg syntes, Du var kæk og fri
som Visen fra Din glade Mund,
og det var godt at gaa til Dig,
især i en bedrøvet Stund.
Og nu, nu rejste ogsaa Du
saa prangende en Kræmmerbod,
hvor før i Blæst og Regn og Sol
jeg trode, Ridderborgen stod.
Er det for Lønnen, den kan faa,
som snedigt, kræmmersnildt har stræbt?
Kan noget veje op mod det:
at faa sit Hjærtes Ungdom dræbt?
Men det, som havde kun Dit Had
og kun Din lyse Hjærnes Spot,
det skriver Du nu, som det var — —
ja, kunde jeg forstaa det blot.
Hvordan er mon Din Stemme nu —
og hvordan er Dit Haandtryk, Ven —?
Hvor er det tungt, at nødigt, nødigt
vil jeg møde Dig igen.
Men hvordan kan det ogsaa ske,
at Unges unge Tanker dør,
at En med Manddoms Kraft og Aand
han svige, hvad han elsked før —?
Nej, Blikket fremad! Jeg vil tro
endnu paa Fremtids Dage;
det var kun altfor tidligt, Ven,
Du lod mig se tilbage.