I Skjul bag Næssets Skove
og Pyntens Bakkedrag
en Flaadedeling ligger gemt
en silde Sommerdag,
i Brisen spiller Vimplerne
og duver Orlogsflag.
I Mærs, i Fyr og Kirketaarn
har Udkigsposter Vagt,
mens al Naturen trindt omkring
har sig til Hvile lagt —
da biir den første Melding
Kommandoskibet bragt. —
Henover Havet iler
en Bølge skarp og krum:
hjem jager en Torpedobaad
igennem Sprøjt og Skum,
dens Fyr er i eet Flammefraad
den selv er sort og stum.
Men fra den høje, spinkle Mast
i Aftnens stille Rum
den sender Varselsbudskab hjem
mod sit Refugium,
faa korte, skarpe Gnister —
dog alle Rædslers Sum:
Ti Panserskibe fører
en kostelig Transport —
Depechen flyver videre
til Nabobreddens Fort,
alt gøres rede, der er ingen
Tid at tænke bort.
Og fluks med blanke Sider
en Hval mod Havet for;
se, fejende den glider
for Halens skarpe Ror,
de stærke Øjne stilkede
ud over Vandet glor.
Tolv Mand har Kæmpehvalen
snart sat til Livs, forslugen;
de surred alt paa Dyrets Ryg,
et Klap, saa lukkes Lugen;
nu høres de dernede
rumstere om i Bugen.
Den hele Krop er Panserstaal
den skabtes kun til Mén —
en Motor er dens Hjerte,
af Glas dens Øjesten;
den skyder gennem Vandet
og surrer som en Ten.
Saa glider den i Dybet,
den underlige Baad,
den spinder gennem Søen
usynligt Skæbnens Traad;
de travle Mænd gør rede til
maaske den sidste Daad.
Mens Chefen regner Tid og Fart
hver passer vel sin Vagt.
En giver paa hans Ansigt
med spændte Miner Agt:
den Mand, der er posteret
ved Helvedes Kontakt.
Dybt under Fjendens Kæde
af Jagere man gaar —
det er, som de Minutter
slet ingen Ende faar,
som Tiden og som Hjerterne
fornaglet stille staar.
Op imod Overfladen
saa lempeligt man tyer —
nu øjnes Fjendens Skibe
som kæmpestore Dyr — —
ser Chefen nu for sidste Gang
de silde Aftenskyer —
Ja, saa han nu for sidste Gang
de silde Aftenskyer,
der sejler med en Hilsen
ind over Livets Byer —
hans Knoer bliver hvide,
han raaber fast et: Fyr!
Og som et Lyn med Tordenbrag
mod Kæmpedyrets Krop
Torpedoskudet brager
og flænser Bugen op,
snart hælder imod Havet
Skorsten og Mastetop.
Straks lukker Projektører
deres Øjne op og leder,
Kanoners Munde vræler ud
de sidste onde Eder,
og bragende og hvislende
de Døden om sig spreder.
Men skjult i Mørket Baad paa Baad
har søgt de samme Maal,
og Lyn paa Lyn slaar op
med Tordenbrag mod Panserstaal,
mens alle Batterier stemmer i
med Helvedskraal.
Og Baaden søger hastigt
igen i Havet ned —
dog, ramtes den af Dyret,
der i Døden fra sig bed,
da segner den i Heltenes
og Dybets Evighed — — —
Saa sprænger hjemad Resten
af det lette Kavalri,
imens de sværtbevæbnede
har sneget sig forbi
og aabner fra en anden Kurs
et Dødsfyrværkeri.
Da bliver i et Kaos
Transportens Skibe trængt
mod Løbet, der med Minernes
Vulkaner er befængt,
der biir de sidste, søndrede,
i Dybets Afgrund slængt.
Naar Morgenrøden kommer
og ser, hvad der er hændt,
den finder kun et enkelt Vrag,
blodplettet og forbrændt —
endnu en dæmpet Eksplosion,
og saa er Slaget endt.