I et Værksteds dunkle Kammer
blev jeg sindrigt og i Løn
skabt til Undergang og Jammer
over Diglens grønne Flammer
hørtes ingen kærlig Bøn,
men et koldt og kløgtigt Sind
drypped Trangen til at hade,
mejsled Evnen til at skade
dybt, dybt i mit Væsen ind.
Og en dæmped Stemme talte:
„Se nu her: naar Skibet rammer,
saa vil denne Vægtstang falde,
denne Vædske er som Galde
her i dette spinkle Rør —
ved de mindste Stød og Skrammer
vil det brydes, Strømmen sluttes —
denne Kuppel, jeg har hvælvet,
rummer mere ondt end Helved!"
og min onde Skaber lo,
greb igen til Staal og Hammer,
mens han ængstlig saa sig om:
han var bange, nogen kom
— skønt han stod bag stænget Dør
thi det maatte ikke røbes,
at det Onde kunde støbes
endnu mere ondt end før!
Jeg blev til i Hævnens Glæde,
jeg har aldrig været glad —
jeg kan ene føle Had!
Jeg har stundom hørt om Solen,
men jeg saa kun kolde Stjerner,
da med blændede Lanterner,
uden Støj og uden Ord,
Skibet tog mig med om Bord.
Jeg blev hejset op fra Lasten,
baaret af en Kran fra Masten,
under Hiven tot og Slækken
blev jeg firet over Hækken —
og nu ligger jeg og vugger
her, hvor Havet om mig sukker;
og jeg dukker mig og tier,
mens jeg paa min Time bier.
Som det hæsligste paa Jorden,
som Spedalskhed er jeg skyet,
selv de stolte Mænd, der stævner
smilende mod Vaabengnyet,
har for mig i Rædsel flyet,
og med Gru mit Navn de nævner.
Hvor jeg hader dem deroppe,
Skibene, hvis slanke Kroppe
glider over Bølgetoppe —
Havet er en Vej, de træder,
og de lever, ser og hører,
føler Kampens vilde Glæder.
Naar de stævner frem mod Striden,
Bølgerne om Boven danser,
stolende paa Skrogets Panser
og de straalende Kanoner
Chefen højt paa Broen troner —
som en Konge fra sin Stol
ser ud over Land og Rige,
som om selve Himlens Sol
lystred ham, naar han befol.
Jeg er mer end deres Lige,
ingen, ingen kan sig væbne
imod mig, mod Dybets Skæbne!
Aa, saa kom dog, kom i Taagen
uforvarende herover,
I skal kende, jeg er vaagen,
skønt jeg lader, som jeg sover —
jeg skal knuse, sønderbryde,
det skal bruse, boble, syde —
alt mit Liv er kun ét Skrig,
men i Døden skal jeg dræbe,
sprede om mig Vrag og Lig — —!
Jeg blev til i Hævnens Glæde,
jeg har aldrig været glad —
jeg kan ene føle Had!