En Havfrue svømmede, hvor Tang og Stilhed gror —
langt borte fra den stejle Kyst, hvor Menneskene bor.
Hvor intet Vod er draget, og sære Havdyr gaa,
saa underligt et Fartøj paa Havbunden laa.
Hun nærmed sig forundret og lænede sin Arm
mod Taarnlugens boltede og iskolde Karm.
Der hørtes nogen tale — en ung og fager Mand —
om Daaden og om Døden, alt for et Fædreland — —
Saa gled hun gennem Havbundens dunkle Skove tyst
og tog sig som i Tanker hen over sit Bryst —
Hvor intet Vod er draget, og sære Havdyr gaa,
saa underligt et Fartøj paa Havbunden laa.
Hun nærmede sig til det og lænede sin Arm
mod Taarnlugens boltede og iskolde Karm.
Og der var En, der talte — en ung og fager Mand —
om Daaden og om Døden, alt for et Fædreland.
Det var en anden Tone og dog de samme Ord —
det var de samme Løfter, man med hinanden svor.
Saa svømmede den Havfrue til en tredie Baad
at høre, hvad dér taltes om Fædreland og Daad.
Aa Søster, kom Søster, aa, hør det dog, Du —
dér er kun een — han vaander sig — jeg hører ham endnu — —
Der glimtede en Taare ved hendes Øjnes Rand —
Ak, hvad er vel en Taare i Havets dybe Vand — — —
Saa gled hun bort i Havet, saa stille og saa tyst
og tog sig som i Smerte op under sit Bryst — —