Fra Mindernes Morgen vi møder vor Daad
dèr stævned i Gryet en Vikingebaad
frem gennem Morgenrøden;
Mærkesmanden i Løftningen stod,
spejded med frygtløse Øjne imod
Sejrens Lod eller Døden.
Nu stiger i Fjorde, i Bælter og Sund
de vagtsomme Øjne fra Vandenes Bund
fra Dybets usynlige Flaade —
vi tager de skjulteste Kræfter i Brug,
Dannebrog breder i Bølgen sin Dug
fra sælsomme Undervandsbaade.
Svinder der Skønhed — vi skaber en ny
og gemmer den gamle med Fortidens Ry
i Mindernes manende Vrimmel;
se, højt over Døgnenes Dag og Nat
sejler en gammel og prægtig Fregat
under den evige Himmel.
Alle, som elsker vort duftende Land,
hver Dreng, som har drømt om at blive en Mand,
der kæmped for Danmark i Fejde,
kender de kække, der glemte sig selv,
og sejler som Ry under Himmelens Hvælv
med Kongen fra Kolberger Heide.
Willemoes staar over Rælingens Rand —
engang var hans Hjerte en flakkende Brand —
nu smiler han dæmpet og vakkert,
han mindes sin Ungdoms urolige Aar
men nede paa Banjerne Tordenskjold staar,
sliber en bredbladet Daggert.
Juel sidder bøjet i Chefens Kahyt
og tegner i Kortet. Hvor Kampen har lydt,
han følger en flyende Flaade — —
Sejren han gemmer, taalmodig af Aand,
Slaget han leder med bydende Haand,
Kriger af Gudernes Naade.
Aa, luk dine Øjne og se dem, sé
s de stærke, der trodsede Rædsel og Ve,
| de Sømænd, stolte og ægte —
ikke blot Herrer som Trolle og Skram,
men Søfolk, hvis Duft er beget og stram
gamle, forblæste Knægte.
Erik den I Røde er Mærkesmand,
han spejder evindelig ud efter Land
fra Morgen til Aftenrøden: ]
Clement møder Du, heftig og god,
og Norby, der kendte kun Troskab og Mod,
Kærligheden — og Døden.
Segner en Sømand, værdig til Ry,
da brager en Torden, da flænges en Sky —
op skotter de gamle Krabater —
og Hvitfeld, de aldrig forfærdedes Ven,
han skynder sig glad og forventningsfuld hen,
hilser de ny Kammerater — — —
Minder vi har, som skal evigt bestaa,
Stolthed, der løfter os, nu vi er smaa
og har kun saa lidet at nævne;
er det med Storheden ringe bevendt —
den gamle Fregat kan vi være bekendt
i Verdenshistoriens Stævne!
Engang drog vi langvejs, erobrende bort
nu vogter vi kun, hvad der endnu er vort
men bliver os Kampen fornøden —
da viser vi dem, der til os sætter Lid,
at Mod er det samme til evig Tid —
som Kærligheden — og Døden.